Svinenoteringen stiger med 20 øre
Mens noteringen for slagtesvin stiger hos Danish Crown, tager sonoteringen et dyk på 40 øre.

Arkivfoto
På mandag kan Danish Crowns slagtesvineproducenter se frem til et plus på 20 øre pr. kg på noteringen, mens soholderne må notere et minus på 40 øre.
Der er ikke de store ændringer på markedet for grisekød i Europa. Til gengæld er der en lille bedring i eksporten ud af Europa, lyder det i Danish Crowns markedsberetning.
- Det er ikke syvmileskridt, vi tager frem, men efterspørgslen er en smule bedre, og samtidig er det på varer, hvor markedet i Europa ikke er prangende, så det flytter tingene i den rigtige retning. Efterspørgslen fra vores traditionelle højprismarkeder er stabil, og vi gør alt, hvad vi kan for at få løftet mængderne yderligere, fortæller Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown.
Julehandel
Priserne på skinker med ben er stabiliseret den seneste uge, og generelt er der nu igen en god balance mellem udbud og efterspørgsel i Europa.
- Interessen samler sig omkring råvarer til julehandlen, og her spiller det meget ind, hvilke madtraditioner de forskellige lande har omkring julen. Vi skal dog et par uger længere frem, inden detailhandlen over hele Europa for alvor stempler ind med julesortimentet, og så bliver det spørgsmålet, hvor stor købelysten er blandt forbrugerne, siger Mads Stougaard.
Det bliver behov for at udsætte 95.000 grise til uge 47. For søernes vedkommende udsættes der 100 til uge 47, og med den kapacitet, der er til rådighed i næste uge, forventes det, at der skal udsættes cirka 150 søer til uge 48.