Arlas acontopris for konventionel mælk vil falde med 7,5 øre pr. kg fra 1. maj. Derfor vil Arlas acontopris for konventionel mælk af førsteklasses kvalitet baseret på GMO-frit foder, hvor medlemmet har indsendt data for Arlagården Plus, være 248,8 øre/kg, oplyser Arla i en meddelelse. 

Også Arlas acontopris for økologisk mælk vil falde med 7,5 øre pr. kg fra 1. maj. Derfor vil Arlas acontopris for økologisk mælk af førsteklasses kvalitet, hvor medlemmet har indsendt data for Arlagården Plus, være 309,4 DK øre pr. kg.

- På grund af Covid-19-pandemien og de tiltag, som regeringer har foretaget for at hindre spredningen, har markedet for mejeriprodukter bevæget sig ind på ubetrådt land. Til trods for visse kortsigtede stigninger i detailsalget har lukningen af mange foodservice-virksomheder sammen med forårets rigelige mælkeproduktion og de usikre, globale økonomiske udsigter forårsaget betydelige prisfald på råvaremarkedet på tværs af alle kategorier i løbet af få uger, skriver Arla, og tilføjer:

- På grund af den fortsatte indvirkning fra den nuværende situation forbliver udsigterne usikre.

Markedsoversigt

- Generelt er den globale produktion i de seneste 12 måneder, også når der tages hensyn til skudårseffekten, forblevet flad (+/-1 procent), selv om USA har haft en stærk start på året. Produktionen i Oceanien er faldet på grund af dårligt vejr, selv om den regn, der for nylig er faldet i New Zealand, kan fremkalde en stigning, fortsætter Arla.

I Europa har reduktionen i foodservice-markedet ifølge Arla medført en væsentlig reduktion i efterspørgslen efter mozzarella og anden gul ost.

- Noget af efterspørgslen er vendt tilbage i form af øget detailsalg af frossen og frisk pizza, men ikke nok til at opveje tabet fra restauranter og andre steder uden for hjemmet. Eksportpriserne påvirkes ligeledes af forekomsten af amerikansk mozzarella til meget lave priser, lyder det.

- Skummetmælkspulver er påvirket negativt af den øgede produktion i USA og Europa, hvilket i kombination med den usikkerhed, som krisen har fremkaldt, får priserne til at falde og nærme sig interventionsniveauet på 1,700 euro pr. ton. Sødmælkspulver har på den anden side klaret sig bedre med priser, som er forblevet stabile. Dette skyldes en kombination af tørken i New Zealand, der har mindsket forsyningen, og aktiviteterne i Kina, der bedres hurtigere end forventet (dog stadig kun til sidste års niveau), fortsætter Arla, der dog ser tegn på, at efterspørgslen i Kina ikke er så stor som først antaget.

Ikke nok

Arla tilføjer, at smørpriserne i starten holdt sig oppe som følge af en stærk efterspørgsel fra detailhandelen, men i de seneste fire uger er priserne på bloksmør faldet.

- Som vi har set det andetsteds, er den oprindelige høje efterspørgsel i detailleddet begyndt at stabilisere sig på et holdbart niveau, højere end normalt, men utilstrækkeligt til at dække nedgangen i mængderne til foodservice, skriver mejeriselskabet.