Kornprisen er lav for tiden, men en ændring i de fundamentale forhold kan hurtigt få markedet til at ændre karakter, lyder det i en analyse på www.agromarkets.dk.

Ganske vist står høsten godt i hele Europa inklusiv Danmark, og Sortehavslandene er kommet hæderligt fra høst og avl. Jokeren er USA, vurderer AgroMarkets.

- Her drager firmaer p.t. rundt i majsbæltet og vurderer avlen. Især ét firma er ret negativt og har i alle besøgte stater sat udbyttet pr. acre bemærkelsesværdigt lavere end det, USDA (det amerikanske landbrugsministerium, red.) regner med i seneste WASDE-rapport (global afgrødeforsynings-status, red.)

- Med bruddet ned i faldende retning kan man kun sige, at risikoen for yderligere fald er åbnet, men som sagt fortsat på et meget usikkert grundlag. Vi ser ofte prisen bryde ned for så ret hurtigt at korrigere op igen. Især når vi er på et så lavt niveau, som vi er nu, skriver AgroMarkets.

Kinesisk valuta svækket

Udover kinesiske gengældelsestariffer i handelskrigen mod USA sørgede Kina mandag morgen for yderligere modsvar i form af en ny svækkelse af den kinesiske valuta mod den amerikanske dollar, der er svækket til det laveste niveau i 11 år.

Det skriver Jyske Bank i sin afgrødekommentar.

- Den svagere kinesiske valuta giver Kina en bedre konkurrenceevne på eksportmarkedet, hvilket provokerer USA. Omvendt betyder den svagere valuta også, at købekraften i lokalvaluta svækkes, og importvarer bliver dyrere, herunder blandt andet råvarer, som kan dæmpe efterspørgselsvæksten. Det sætter sig blandt andet i olieprisen, der her til formiddag er under fornyet pres, lød det fra banken i går formiddags.

I forvejen er de kinesiske gengældelsestariffer på 75 milliarder dollar import fra USA. Derudover vil amerikansk olie og sojabønner blive underlagt yderligere 5 procent tariffer, lige som import af amerikanske biler bliver pålagt 25 procent afgifter fra december.

Møllehvede og rapsfrø kom under pres

Eskaleringen af handelskrigen mellem Kina og USA er negativt for dollaren, der på den baggrund er svækket mod den europæiske euro de seneste dage, og sætter konkurrenceevnen for møllehveden under fornyet pres, skriver Jyske Bank i sin daglige afgrødekommentar.

- Euro-styrkelsen smittede ikke kun af på stemningen i hvedemarkedet. Rapsfrøene kom også under pres, da importeret frø kommer til at stå mere konkurrencedygtige i et underforsynet europæisk marked. Omvendt øger tørt vejr og mangel på nedbør også denne sæson bekymringerne for rapsarealerne i Tyskland og Frankrig, men disse bekymringer er endnu ikke så fremherskende, at det kunne virke som modpol til den negative stemning, skriver banken.

Spår lavere udbytter i USA

Resultaterne af den seneste uges såkaldte Pro Farmer Crop Tour i det amerikanske er mere pessimistiske med hensyn til udbytterne end det amerikanske landbrugsministerium USDA, skriver Jyske Bank i en afgrødekommentar.

- Majsudbytterne blev estimeret til 163,3 bushels/acre (USDA: 169,5) og sojaudbytterne 46,1 bushels/acre (USDA: 48,5), skriver banken.

Finans