Kornpriserne ramt af stormvejr i USA
Kornpriserne har på globalt plan taget et ryk op igen. En af de afgørende forklaringer finder vi i USA, hvor store områder med majs har været underlagt voldsomme vejrforhold. Potentielt kan det reducere kraftigt i den amerikanske majsproduktion.
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
I sidste uge blev store dele af de amerikanske majs- såvel som sojaarealer ramt af det, der på godt dansk hedder en »derecho-storm«. En derecho-storm er en langvarig vejrbegivenhed med kraftig vind og voldsomt tordenvejr.
Stormen kan sammenlignes med orkan og endda tornadoer. En af konsekvenserne af en derecho-storm er blandt andet kraftigt regnvejr og oversvømmelser.
Netop det er hvad de har oplevet i de store majs- og sojaproducerende stater Illinois and Iowa i sidste uge. Da disse to stater er storproducenter af majs og soja, kan derecho-stormen gå hen og få store konsekvenser for de udbytter, de to stater vil kunne præstere, når høsten af majs og soja går i gang.
Man frygter, at op mod 57 procent af arealerne i de pågældende stater ikke vil kunne blive høstet som en konsekvens af de voldsomme vejrforhold.
Forklaring
I kombination med en overraskende prisstærk rapport fra det amerikanske landbrugsministerium er det en afgørende forklaring på, hvorfor de amerikanske afgrødepriser er gået op. Det er derfor også en af forklaringerne på, hvorfor vi har set, at blandt andet den europæiske hvedepris er gået op på afgrødebørsen MATIF i Paris set i forhold til de lavpunkter, der gjorde sig gældende for blot få uger siden.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.




































