Markedsnoter: Hårde tider fortsætter hos vårhvedeavlere
Vejrliget i USA har ikke været optimalt, hvis man avler vårhvede.
Store nedbørsmængder og smeltende sne har medvirket til oversvømmelser i blandt andet Minneapolis og North Dakota, og der er ikke udsigt til, at tingene ændrer sig med det samme.
Blandt andet tegner langtidsvejrudsigten til at byde på store regnmængder den kommende måned.
- Oversvømmelserne kan stadig begrænse vårhvedearealerne i visse områder, men usikkerheden heromkring er stadig stor. Dette kan også direkte aflæses på vårhvedefuturen i Minneapolis, der prismæssigt ikke nær har oplevet samme priskorrektion som i vinterhvedemarkedet. Vejrmarkedet begynder at vise sine spæde tegn, skriver Jyske Markets fra Jyske Bank i deres afgrødekommentar.
Roen fortsætter på okse- og kalvemarkedet
Markedet for okse- og kalvekød er præget af begrænsede tilførsler og rolig handel. Det mindre udbud presser priserne på de dyre udskæringer i vejret, mens interessen for de billigere udskæringer er aftagende.
Det skriver Danish Crown i en markedsberetning. Hjemmemarkedet melder om uforandret handel. Salget af hakket kød står stærkest i billedet, men også udskæringer til den forestående påskehandel påkalder sig opmærksomhed.
Eksporten til Sydeuropa er fortsat præget af en behersket efterspørgsel, men priserne på de dyre udskæringer presses i vejret af det mindre udbud og den forestående påskehandel.
Penge ryger ud af oliemarkedet
Selv om USA’s olieproduktion har nået nye rekordniveauer i år, er der faldende interesse for at handle råolie på børsen. Det viser en analyse, som agrocom.dk i dag bringer i »Palles Blog«.
- Omsætningen på NYMEX i New York er således faldet med 25 procent det sidste år til sit laveste siden 2016 og den faldende omsætning sender et negativt signal til priserne, hedder det i analysen.
Tirsdag stod Brent-futuren på 67,46 US-dollars pr. tønde, mens WTI-futuren lå på 59,31 dollars. Men Reuters skriver, at den pris formentlig ville have været højere, hvis det ikke var for en begyndende økonomisk stilstand globalt.
Stadig uklart sojamarked
Det er svært at pege på en entydig trend på sojamarkedet. Manglen på en handelsaftale mellem Kina og USA og den afrikanske svinepests hærgen i Kina gør, at det er svært at stikke en kurs ud for efterspørgslen. Det skriver Jyske Markets fra Jyske Bank i dagens analyse.
Sidste uges opgørelse over fondenes sojabønnepositioner viste, at fondene holder 87.000 solgte kontrakter, hvilket dog er en reducering på små 30.000 kontrakter i forhold til ugen før. Samme tendens ses i sojaskrå, hvor fondene nu holder solgte positioner på 30.000 kontrakter – en reducering på 15.000 kontrakter i forhold til ugen før, hedder det i analysen.
Hos Jyske Markets er man let optimistiske om prisen på soja, men det er svært at sætte et estimat over eventuelle prisstigninger, før der er mere klarhed over forsyningsbalancen for næste sæson.







































