I Kina er svinepriserne allerede steget til over 22 kroner pr. kilo. De nyeste estimater siger, at svinebestanden i Kina vil falde med i alt 50 procent i slutningen af året. Det skriver Danske Svineproducenter i en markedsorientering.

- Det er vigtigt at fremhæve, at vi kun har set en brøkdel af den stigende kinesiske efterspørgsel på de internationale markeder indtil nu. En stor del af det voksende underskud af svinekød i Kina blev dækket med nødslagtninger og med svinekød fra frysehuse, skriver foreningen.

Ifølge kinesiske kilder er lagrene nu imidlertid stort set tømt, og antallet af slagtninger falder. Derfor forventes markant stigende svinepriser i Asien i de kommende måneder, som også vil have en prispositiv effekt i Europa.

Hveden falder igen

Efter et par dage med positive signaler i den internationale hvedehandel, gik det tirsdag den modsatte vej, skriver Jyske Markets i deres afgrødekommentar.

- På den europæiske kornbørs Matif kunne decemberterminen på møllehvede således inkassere et fald på 2 EUR/ton, hvilket bragte prisen til de laveste niveauer siden midten af maj, skriver Jyske Markets fra Jyske Bank.

På den internationale scene kunne markederne se Egypten på banen med et større hvedekøb på 415.000 tons med levering tidligt i september, og hvor sælgerne ikke overraskende skulle findes blandt landene omkring Sortehavet, med Rusland, Ukraine og Rumænien som modparter til handlen. Egypten endte med at betale en FOB pris på 202,60 amerikanske dollars pr. ton, hvilket var marginalt højere end ved deres sidste tender i slutningen af juli.

For afgrødemarkederne er det især den fortsatte udvikling i vejret, handelsforhandlingerne mellem USA og Kina, og i den forbindelse påvirkningen på den amerikanske eksport samt mandagens vigtige Wasde-rapport fra det amerikanske landbrugsministerium, som optager al fokus.

Samtidig er der udsigt til, at hvedeavlen i EU-landene samlet set er faldet til 142 millioner tons. Det skriver Palles Blog på Agrocom.dk.

Oliens nedtur fortsætter

De internationale olieselskaber har det nok anstrengt med den handelskrig, der fortsat raser mellem USA og Kina. For siden USA's præsident Donald Trump i sidste uge sagde, at han ville øge tolden på kinesiske varer med 10 procent, er oliepriserne faldet med ni procent.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Onsdag kostede en tønde Brent-råolie 58,54 dollars, et fald på 40 cent i forhold til tirsdag, og det er det laveste niveau for futuren i syv måneder. Også den amerikanske WTI-future røg ned, dog mere beskedent med 17 cents til 53,46 dollars.

- Markedet er blevet mere og mere i tvivl om den fremtidige efterspørgsel på baggrund af de skrantende handelssamtaler mellem Kina og USA, skriver banken ING i en analyse.

Banken har samtidig sænket sin prisprognose for resten af 2019 og forventer, at olieleverancerne i første halvdel af 2020 vil være højere end efterspørgslen.

Finans