Som låntager skal man naturligvis glæde sig over en billig finansieringsrente for tiden, men som opsparer med en lav eller mellem risiko ser det sort ud med afkastet af pensioner, m.v., mener direktør i Sagro Finans & Formue, Per Sveistrup.

- Det er derfor min klare holdning, at er man ung/yngre, og der er lang tid til pensionen, skal man give den fuld skrue på risikoprofilen og leve med de udsving, der må komme over tid. Alternativet er at indbetale væsentligt mere på pensionen, hvis der skal være en rimelig opsparing til den tid, skriver han et nyhedsbrev.

Dansk vækst står stille

- Danmarks Statistik har netop offentliggjort den anden revision af nationalregnskabet for 1. kvartal 2019. Det er umiddelbart et skuffende tal, der viser at BNP-væksten i årets første kvartal er blevet nedjusteret yderligere fra 0,2 procent til 0,1 procent. Dermed stod væksten i dansk økonomi næsten stille i årets første kvartal, skriver cheføkonom i Nykredit, Tore Stramer, i en kommentar.

- Man skal dog huske på, at dagens tal er ganske usikkert, da BNP-væksten opgøres med en usikkerhed på ± 0,5 procentpoint. Dertil var der en høj vækst på hele 0,8% i fjerde kvartal 2018. Ser man derfor på den samlede BNP-vækst over fjerde kvartal 2018 og første kvartal 2019 samlet set, så ser det fortsat fornuftigt ud.

Nykredit forventer, at BNP-væksten vil kunne snige sig op på cirka 1,5 procent i år.

- Den ventede opbremsning i væksten skal primært ses i sammenhæng med, at dansk økonomi befinder sig i en højkonjunktur, hvor kapacitetsgrænsen løbende bliver testet. I en sådan situation er det helt naturligt, at væksten bremser lidt op, skriver Tore Stramer.

Analytiker: Høstpres udebliver

Hedebølge i Ukraine og Rusland har sat turbo på høsten ved Sortehavet, og imens er priserne gået i vejret med 5 dollar i denne uge, konstater markedsanalytiker Palle Jakobsen, Agrocom.dk.

- Konsensus i markedet har længe været, at udbytterne i Rusland ville blive noget bedre end sidste år, og det har drevet priserne ned hen over foråret, men priserne har fundet støtte i cirka 190/195 dollar basis frit om bord Sortehavet i flere omgange.

- Bryder priserne over 200/205 dollar, vender den korte trend tilbage til stigende, og i givet fald sender markedet et signal om stigninger til 225 dollar, ja måske helt op til 240 dollar-området, skriver Palle Jakobsen.

Olien er steget 25 procent i år

Den internationale Brent-råolie er steget 25 procent i pris siden årsskiftet. Det står klart efter, at de internationale oliemarkeder fredag åbnede med prisstigninger på Brent-futuren med 7 cents til 66,62 dollar pr. tønde, mens den amerikanske WTI-future steg med 12 cent til 59,55 dollar.

Lørdag mødes USA’s præsident Donald Trump med sin kinesiske modpart Xi Jimping ved G20-topmødet i Osaka i Japan, og det er vanen tro svært at forudsige, hvordan mødet kommer til at gå, og hvordan det i givet fald vil påvirke den internationale handel.

Det påvirker prisen på samme måde, som de produktionsbegrænsninger, som OPEC-landene forventes at forlænge mandag. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Finans