Markedsnoter: Venter på grillsæsonen
Markedet for okse- og kalvekød er roligt. Der er rigelige tilførsler af slagtedyr til et svagt marked. Det oplyser Danish Crown i en markedsorientering.
Hjemmemarkedet melder om en behersket efterspørgsel. Grillsæsonen lader vente på sig, og interessen samler sig om hakket kød.
Eksporten til Sydeuropa melder om ringe efterspørgsel, og de dyre udskæringer har svært ved at finde afsætning i markedet.
Noget bedre går det ikke overraskende for svineproducenterne. På det europæiske marked handles såvel ferske skinker som øvrige udskæringer til stort set uforandret prisniveau i denne uge, skriver Landbrug & Fødevarer i Markedsnyt.
Ligeledes til det engelske baconmarked sker handlen til stort set uforandret prisniveau. Til markederne udenfor Europa rapporteres der om en rolig efterspørgsel fra Kina i disse uger, mens der er en stabil afsætning til Japan.
Samtidig med den gunstige prisudvikling på svinekødsmarkedet viser tal fra totalmodtagelsen, at der bliver slagtet flere grise i Danmark for tiden end først på året. Samlet set er slagtetallene til og med uge 19 dog stadig 3,3 procent lavere end på samme tidspunkt sidste år.
Gode penge i afgrøder nu
Der kan være gode penge at hente ved at sælge ny høst for tiden på denne side af Atlanten. Således er priserne på hvede steget, hvilket er drevet af dårligt vejr i USA, samtidig med at der er udsigt til en bedre høst i Europa, skriver Jyske Markets i deres afgrødekommentar.
- Den europæiske afgrødeovervågningsenhed, MARS, har hævet estimaterne for udbytterne til den kommende høst for hvede og majs. Prisstigningerne på Matif skal derfor primært ses i relation til udviklingen i Chicago og bør derfor udbyttes af producenterne til at sælge ny høst. Hveden har oplevet store prisfald og risikopræmien var blevet lille, men efter høst er forsyningssituationen også helt anderledes end for et år siden, skriver selskabet.
Teknisk møder december-terminen modstand i niveauet 180-181 euro pr. ton, et niveau, der kan testes allerede i dag, her hvor Chicago hen over natten handler 1,5 procent højere for majs og hvede.
Olien går igen mod top
De fortsatte spændinger mellem USA og Iran bliver ved med at presse oliepriserne op. På børsen i Singapore blev den internationale Brent-råolie tirsdag handlet til 72,31 US-dollars pr. tønde, hvilket er en stigning på 0,5 procent i forhold til mandag.
Den amerikanske WTI-future steg samtidig med hele 0,7 procent til 63,52 amerikanske dollars pr. tønde.
Mandag truede USA’s præsident Donald Trump med »stor styrke«, hvis Iran angriber amerikanske interesser i Mellemøsten. Trumps trusler kom, efter at raketter slog ned i Iraks hovedstad Baghdad, hvilket man i Washington beskylder iranerne for at have haft del i.
Udover den retoriske tumult mellem præstestyret i Iran og den amerikanske præsident, bliver oliepriserne fortsat holdt oppe af den produktionsbegrænsning, som de olieeksporterende lande OPEC og Rusland tidligere på året vedtog, og som stadig er gældende.







































