Med stigninger i de såkaldte PMI-tal for både fransk og tysk industri er der tegn på, at Europa kan være på vej ud af det stormvejr, der ramte regionen i det meste af sidste år, vurderer Nykredit i en kommentar.

- Eller i hvert fald at stormen synes at tage af. Også selvom den franske servicesektor trykkes lidt af pensionsstrejker, skriver Nykredit, og tilføjer:

- Den trængte, store og afgørende tyske industrien rapporterer om bedring med en stigning i PMI fra 43,7 til 45,2 – det er bedre end ventet. Og underindeks melder samtidig om fremgang i både ordrer og stor stigning i eksportordrer. Servicesektoren, som har holdt økonomien flydende, mens industrien har ligget underdrejet, viser også tegn på bedring. Selvom industrien i Tyskland er stor, så er det også her servicesektoren, der er den største jobmotor, og derfor meget afgørende.    

Nykredits forventning er, at vi kommer til at se yderligere gradvis men sikkert også ujævn bedring i Europa som i global økonomi henimod foråret og sommeren, så vi i løbet af årets sidste del igen er tilbage på mere solide vækstniveauer.

- Holder den forudsigelse, så bør det også understøtte aktiekurser og lede til lidt højere lange renter, vurderer Nykredit.
 

Finans