En ny aftale mellem firmaet Crop.zone og Yding Smedie & Maskiner bringer en ny elektrisk løsning til kemifri vækststandsning i kartofler til Danmark.
Med et nyt samarbejde med tyske crop.zone udvider Yding Smedie & Maskiner (YSM) sin portefølje og bliver importør og forhandler af Crop.zones miljøvenlige teknologi til nedvisning af kartofler. Det betyder, at danske kartoffelproducenter får adgang til en avanceret elektrisk løsning til vækststandsning.
Maskinen fra Crop.zone består af en generator, der producerer strøm, som kartoffelplanterne efterfølgende udsættes for. Behandlingen med strøm standser væksten øjeblikkelig, og gør kartoflerne klar til optagning. Metoden er på én gang skånsom mod afgrøden og effektiv takket være stor arbejdsbredde og øjeblikkelig virkning.
- Kemifri vækststandsning i kartofler er en presserende udfordring for alle kartoffelproducenter. Med maskinen fra Crop.zone har vi nu efter længere tids søgen fundet en skånsom og effektiv løsning, siger Jeppe Rasmussen, administrerende direktør for Yding Smedie & Maskiner.
Den ideelle partner
Allerede sidste år tog YSM og crop.zone de første spæde skridt til den nuværende aftale. Her kørte YSM nemlig demo med maskinen i både Sverige og Danmark – med stor succes. Det er derfor med ro i maven og sikkerhed for maskinens kapacitet og effektivitet, at YSM nu indlemmer crop.zone i sit full line maskinprogram til kartoffelavlere.
Østjysk maskinhandler åbner ny salgsafdeling i Sverige
Hos Crop.zone ser man også frem til at byde YSM velkommen som importør og forhandler i Danmark og Sverige. Christian Kohler, som er marketingchef hos Crop.zone mener, at YSM’s omfattende ekspertise og mangeårige engagement i landbruget gør den til den ideelle partner for Crop.zone. Og han ser frem til at drive bæredygtig innovation i dansk landbrug sammen med den nye importør.
- YSM kan udvikle, servicere og rådgive om alt fra basisudstyr til komplekse maskiner. Virksomhedens ekspertise i at håndtere forskellige behov gør den til en ideel partner for Crop.zones innovative løsninger, siger Christian Kohler.
Fem hurtige om Crop.zone
9 eller 12 meters arbejdsbredde
Øjeblikkelig vækststandsning
Hurtig, synlig effekt
Minimal smittespredning
Der bliver ikke rørt ved kartoffelkammen