I weekenden gik det løs med årets udgave af Åben Maskinvej i Ringsted, og efterfølgende havde arrangørerne svært ved at få armene ned.

- Vi havde store forventninger på forhånd, og de blev mere end indfriet. Besøgstallet overgik klart sidste år, som i øvrigt overgik året forud. Vi har vel aldrig tidligere haft så mange gæster til Åben Maskinvej.

Sådan konkluderede Kim S. Hansen, distriktschef hos Helms TMT-Centret, efter to dages vejfest for maskinfirmaerne på Kærup Parkvej og Knudslund Allé i Ringsted.

Åben Maskinvej i Ringsted er løbende vokset gennem årene, og syvende gang blev med syv deltagende firmaer. Et flere end i fjor og flere end 40 maskinmærker at studere.

Semler Agro benyttede Åben Maskinvej til at vise sit nye, sjællandske hovedkvarter frem. Og naturligvis masser af grønne John Deere- og røde Väderstad-maskiner. Og masser af gæster. Mere end 4.000 pølser blev der langet over disken hos Semler Agro.

Besøg fra hele landet

To af de syv maskinforretninger har adresse på Knudslund Allé, og mange gæster lagde også vejen forbi både Nellemann Machinery og S.D. Kjærsgaard, der var med for henholdsvis første og anden gang.

- Det var fint i fjor. Men helt klart bedre i år, lød meldingen fra salgsdirektør for Østdanmark, Lars Petersen, der tilføjede:

- Det var ikke kun sjællændere, der fandt vej. Vi havde også både jyder og fynboer på besøg. Vi er naturligvis glade for, at de havde taget den lange tur, og det viser jo, at der er god synergi, når mange maskinfirmaer finder sammen om et arrangement.