Agritechnica, der arrangeres af DLG, (Deutsche Landwirtschafts-Gesellschaft), er kendt som verdens førende udstilling for landbrugsteknologi og maskiner. Udstillingen, der afholdes hvert andet år i Hannover Messecenter, trækker et imponerende antal deltagere fra hele verden. I 2023 var der godt 2.800 udstillere og knap en halv million besøgende.

For danske landmænd er Agritechnica et oplagt sted at opdage de nyeste maskiner, teknologier og digitale løsninger. Især digitalisering og automatisering er i fokus i 2025, og denne udvikling har stor betydning for effektivitet og produktivitet for at opfylde de mere og mere strenge miljøkrav.

Også netværk og vidensdeling er en afgørende del af udstillingen. Her kan danske landmænd møde kolleger, rådgivere og leverandører fra hele verden, hvilket skaber grobund for nye samarbejder og gensidig inspiration. Mange besøgende fremhæver, at det ofte er samtalerne og erfaringsudvekslingen, der gør Agritechnica værd at besøge.

Syv dage - syv temaer

Med det nye koncept »7 dage - 7 fokusområder« er formålet at tilpasse udstillingen til de mange forskellige besøgendes behov. Hver dag har et specifikt tema, der gør det lettere at planlægge besøget og sikre, at udstillerne og gæsterne får det optimale udbytte.

Søndag 9. november: Innovation og Pressedag – rettet mod familieejede virksomheder, entreprenører, unge fagfolk samt fag- og erhvervspressen. Mandag 10. og tirsdag 11. november: Agribusiness-dage – fokus på forhandlere, entreprenører og store landbrugsbedrifter. Onsdag 12. november: International Landmandsdag – med et særligt fokus på Frankrig, Canada og Tjekkiet. Torsdag 13. november: Digital Farm Day – dedikeret til digitalisering og teknologiske fremskridt i landbruget. Fredag 14. november: Young Professionals Day – en international mødeplads for unge fagfolk, studerende og praktikanter. Lørdag 15. november: Celebrate Farming – en fejring af landbrugssektoren og dens fremtid.

Det nye koncept er designet for at skabe en mere målrettet oplevelse, hvor hver udstillingsdag har et klart defineret indhold, der imødekommer specifikke interessegrupper.

Køb din billet online

Ultimo april åbner Effektivt Landbrug for billetsalget til Agritechnica. Her får du mulighed for at købe en adgangsbillet til en fordelagtig pris. Følg med på www.effektivtlandbrug.dk for opdateringer samt information om priser og rejsepakker.