John Deere har lanceret en ny generation af rundballepressere, som kombinerer bedre tilslutningsmuligheder med øget produktivitet. Presserne kan integreres direkte i John Deere Operations Center, så data som antal baller og tørstofkort dokumenteres og kan tilgås senere.

Den automatiske skårfølger hjælper med at holde presseren præcist over skåret, hvilket reducerer førerens arbejde og sikrer ensartede baller. V452R- og V462R-modellerne har et 15 procent højere effektindtag i drivlinjen, hvilket giver en produktivitetsforøgelse på 8 procent. Desuden er venderadiusen mindre, hvilket letter manøvreringen, og dobbeltremsystemet sikrer en høj balletæthed.

C-seriens ballepressere kan udstyres med et indbygget vejesystem, så vægten af hver balle måles direkte under arbejdet. Samtidig matcher indpakningsarmens hastighed ballepresserens kapacitet, så der ikke opstår unødvendige stop. AUX-N-kontrol gør det muligt at styre hovedfunktionerne direkte fra multifunktionsjoysticket.

Lange smøreintervaller

Betjeningen af knivene er hydraulisk og kan styres via Isobus-integration direkte fra kabinen, mens de endeløse remme med grovere overflade sikrer indføring af net, selv under fugtige forhold. Et automatisk kædesmøringssystem og lange smøreintervaller letter vedligeholdelsen.

– Vi har haft fokus på at skabe en mere effektiv og sammenhængende løsning for landmanden. Det handler ikke kun om kapacitet, men også om at gøre arbejdet lettere og dokumentationen nemmere, siger Philippe Steinmann fra John Deere.

Maskiner