Oxbo udvider nu programmet af selvkørende gyllemaskiner med den sekshjulede Oxbo AT5106.

Den nye model løfter kapaciteten til 32 kubikmeter, hvor den hidtidige topmodel, den femhjulede AT5105, tilbyder 26 kubikmeter.

Den nye model er kompatibel med 36 meter slæbeslangebom og selvfølgelig med alle tilgængelige nedfældere. Det sekshjulede design er konstrueret til at optimere ydeevnen, mens jordpakningen også minimeres.

Oxbo AT5106 bygger altså ovenpå den trehjulede AT4103 på 16 kubikmeter, den firehjulede AT5104 på 22 kubikmeter og den femhjulede AT5105 på 26 kubikmeter.

Transmissionen er ZF’s Eccom 5.5 CVT-transmission, som man også gør brug af i de øvrige modeller.

Øger valgfrihed og fleksibilitet

Ved at kombinere styrkerne fra den gennemprøvede udlægger-serie med nye innovationer er ambitionen med AT5106 at sætte en ny standard inden for gylleudlægningsteknologi.

- Med AT5106 udvider vi vores pålidelige gylleudlægger-serie for at give kunderne endnu mere valgfrihed og fleksibilitet, siger Niels Havermans, som er vicepræsident for forretningsudvikling hos Oxbo.

- Den udvikling afspejler vores engagement i at hjælpe landmænd og maskinstationer med at arbejde smartere og mere effektivt – med den driftssikkerhed, de forventer af Oxbo.

Oxbo forventer at lancere AT5106 i 2026, og den vil altså ikke kunne ses, når Agritechnica åbner dørene på søndag.

Maskiner