Manitou lancerer serie med 133 luksus-læssere

Kabine med masser af læder, kameraer, LED-lys og sporty design på unikke versioner af teleskoplæssere.

Manitou lancerer to meget specielle versioner af landbrugsteleskoplæsserne MLT737-130 PS+ og den lidt større MLT741-140 V+ for maskinførere, der må finde sig i at blive betragtet som luksusdyr. For begge maskiner gælder, at de er plastret til med de nyeste innovationer og markedets største udvalg af udstyr.

Det er kun europæiske landmænd, der får mulighed for at sikre sig en af maskinerne i den eksklusive »limited edition-serie«. Og der produceres kun 133 styk. Begge er fra den kendte NewAG-serie af Manitou-teleskoplæssere.

På listen over specialiteter står blandt andet et sporty design i special-farver. Inden døre forkæles maskinføreren med lædersæde, læderrat, læderarmlæn og en række andre features, som er med til at legitimere betegnelsen »Limited edition«.

Rundt om på maskinerne er monteret både LED-kørelys og arbejdslys på bommen – gange to. Der er lys såvel i kabinen som under døren, og maskinerne er udstyret med to SafeView-kameraer. Eco-stop er standard på begge modeller. Det betyder, at autostop-funktionen selv slukker motoren, hvis maskinføreren forlader kabinen.  

/ jhal

Læs også