New Holland til Glamsbjerg

Glamsbjerg Maskincenter bliver den tredje fynske forhandler af Danmarks mest solgte traktormærke.

Med Glamsbjerg Maskincenter har New Holland nu tre fynske forhandlere. Til venstre indehaverne Ulrik Bøgelund, Kristian Jørgensen og Søren Bech Sørensen, sammen med kollegerne, salgskonsulent Niels Simonsen fra Kragmann A/S og maskinhandler Mogens Jørgensen, Egebjerg Smedie (th).

For 11. år i træk var New Holland sidste år landets mest solgte traktor.

Fyn får nu endnu en forhandler af det populære mærke, der strækker sig lige fra små kompakttraktorer til have-/parksegmentet til de største landbrugstraktorer.

I forvejen er Kragmann A/S i Middelfart og Egebjerg Smedie ApS begge forhandlere af New Holland traktorer, høstmaskiner, redskaber og entreprenørmaskiner. I den forgangne uge indgik Glamsbjerg Maskincenter A/S aftale med New Holland Danmark som områdeforhandler. Det sker samarbejde med Lyngfeldt A/S i Hadsten, som er hovedforhandler for Østjylland og Fyn, med i alt ni tilknyttede forhandlere og udsalgssteder.

Fokus på have-/park

- Det bliver ikke mindst med fokus på produkterne til have-/park, anlægsgartnere, entreprenører og håndværkere, som bliver en stærk udbygning af sortimentet til netop disse kundegrupper, hvor vi i forvejen har en stor portefølje over det meste af Fyn, siger Kristian Jørgensen om den nye New Holland-forhandling.

Sammen med Ulrik Bøgelund og Søren Bech Sørensen er han indehaver af maskincentret med den strategisk gode placering lige til Odense-Assens landevejen ved Glamsbjerg.

Alle tre glæder sig over, at de nu har fået et så anerkendt mærke ind i deres velkørende forretning, med den styrkelse for både produktpaletten, salget og værkstedsaktiviteterne det bliver for de i alt 11 medarbejdere.

Fra 25 til 420 hk

Glamsbjerg Maskincenter vil dermed kunne tilbyde lige fra New Holland Boomer kompakttraktorer fra 25-55 hk, smaltraktorer fra 80-110 hk, til landbrugstraktorer fra 50 og op til 420 hk. Dertil kommer de gule entreprenørmaskiner som rendegravere, teleskoplæssere, hjullæssere og minigravere.

- Vi vil dermed kunne tilbyde traktorer og maskiner til både vore nuværende kunder og nu også de større traktorer til alle størrelser landbrug og entreprenører. Til gengæld tager vi som udgangspunkt ikke høstmaskiner og redskaber ind i sortimentet, men her henviser til vore to fynske kolleger, siger Kristian Jørgensen, som primært vil stå for kontakten til New Holland-kunderne.

Han understreger, at værkstedet er klar med service og reservedele, også til disse øvrige New Holland-produkter.

Stigende efterspørgsel på større traktorer

- For os har det også drejet sig om at kunne imødekomme de flere og flere forespørgsler på lidt større traktorer, til takt med strukturudviklingen hos både anlægsgartnere og entreprenører kunder, men fra både hobbybrug og professionelle landmænd.

- Nu får vi samtidig en forsyningssikkerhed for de nye maskiner, som vi sælger, og opbakning fra en stor organisation, lige fra kollegerne på Fyn, Lyngfeldt som hovedforhandleren til New Hollands danske importvirksomhed. Og til ens vilkår i forhold til alle øvrige forhandlere, påpeger Kristian Jørgensen.

Ulrik Bøgelund, som har ansvaret for værksted og lageret, understreger, at alle eksisterende kunder vil blive serviceret som hidtil, trods skiftet til det store blå/gule mærke.

Forhandler med potentiale

Det var Lyngfeldt-direktør Søren Dalsgaard og distriktschef Finn Laursen fra New Holland Danmark, som for et stykke tid siden bankede på hos Glamsbjerg Maskincenter.

- Det er en spændende forretning med et klart potentiale og en god placering til at øge vor markedsandel i det fynske område. Derfor er vi overbeviste om, at folkene her kan være med til at knække kurven, lød det tirsdag i sidste uge fra Finn Laursen i forbindelse med, at forhandleraftalen blev offentliggjort.

Også Lyngfeldts direktør glæder sig over udvidelsen på Fyn og til det fremtidige samarbejde med folkene i Glamsbjerg.

- Især på have-/parkområdet vil forretningen med det store kundeunderlag og deres høje serviceniveau kunne give os alle et løft. Samtidig suppleres den nye forhandler af både Kragmann og Egebjerg Smedie, som er stærke på landbrugsdelen, konkluderer Søren Dalsgaard.

Nærhedsprincip

Mens branchen i disse år er kendetegnet ved færre og færre maskinforretninger, så går New Holland den modsatte vej med denne nye fynske områdeforhandler. Dermed har mærket 32 udsalgssteder på landsplan, hvor seks hovedforhandlere har ansvaret for hver deres region.

Hertil siger distriktschef Finn Laursen:

- Vi ønsker at bevare nærhedsprincippet. Den personlige kontakt betyder rigtigt meget for kunderne, hører vi gang på gang. Det gælder både i salgs- og servicesituationerne.

Læs også