Grundvad har solgt maskine nummer 1.000 fra Fransgård

Grundvad Maskinhandel ved Viborg har rundet 1.000 solgte maskiner fra Farsø-virksomheden Fransgård.

Det blev markeret da Grundvad Maskinhandel havde solgt sin Fransgård maskine nummer 1.000. Jens Ploug fra Fransgård Maskinfabrik uddelte et diplom til Flemming Christensen.

Den 60 år gamle maskinhandel i Grundvad ved Viborg har gennem årene forhandlet mange forskellige maskiner fra kendte mærker. Et af mærkerne er Fransgård-maskiner, der udvikles og produceres hos Fransgård Maskinfabrik i Fredbjerg ved Farsø.

Det gik derfor heller ikke ubemærket hen, da Grundvad Maskinhandel rundede solgt maskine nummer 1.000 fra Fransgård.

I første omgang blev Flemming Christensen fra Grundvad Maskinhandel hædret med et diplom som påskønnelse for sin indsats.

- Vi påskønner dygtige forhandlere og et mangeårigt godt samarbejde. Grundvad Maskinhandel er netop sådan en virksomhed med en lang tradition for handel med de mange lokale landbrug, entreprenører, andre virksomheder og private, som har brug for gode maskiner til deres daglige virke. Som dansk maskinproducent er det en ekstra tilfredsstillelse at se danske produkter sælges i stor stil – på trods af hård konkurrence fra udenlandske producenter. Derfor viser vi vores påskønnelse, siger Jens Ploug fra Fransgård Maskinfabrik.

Senere blev kunden også fejret.

John Lund Kristensen, Bøgeskov Maskin-Service fra Ikast, havde bestilt et nyt Fransgård-planeringsskær, og blev til sin store overraskelse mødt af Flemming Christensen, der i dagens anledning gav en ekstra gave.

- Det blev da lige pludselig en ekstra sjov dag, at jeg var den heldige køber af det nye Fransgård-planeringsskær, der udløste den ekstra gave, siger John Lund Christensen tilfreds.

Læs også