Maskinskue hos TBS

TBS inviterer til TBS Maskinskue og raske handelsdage i alle maskinforretningens afdelinger.

Dyrskuer bliver der ikke mange af i år, så flere maskinhandlere inviterer nu kunderne »hjem« i stedet for.

En af dem er TBS, der driver maskinforretninger med fokus på Fendt Full-Line i Starup, Holstebro, Suldrup og Askildrup. I alle fire afdelinger inviterer man kunderne indenfor på fredag d. 18 og lørdag d.19.

I realiteten inviterer man kunderne »udenfor«, for alle steder er maskinerne kørt ud på pladserne, så der ikke opstår utilsigtede udfordringer omkring corona, uanset hvordan reglerne måtte være på det tidspunkt.

- Vi mangler sommersnakken med vores kunder og er lidt ærgerlige over alle aflysningerne, fortæller Martin Geiser fra TBS i Starup.

- Vi har f.eks. disponeret dyrskuetraktorer med den nye Fendt one-kabine, så interesserede kunne få lov at prøvesidde dem rundt omkring, og vi har også fået den nye Fendt Katana-snitter plus en del andre traktorer, mejetærskere og redskaber hjem til dyrskuerne. Nu kører vi det meste udenfor rundt om ved forretningerne i stedet for, så folk kan få lov at se tingene efter og »sparke dæk« på ægte dyrskuemanér.

Maskiner til eksportpris

Samtidigt med udstillingerne af nye maskiner afholder TBS også såkaldt raske handelsdage og har reduceret priserne på for eksempel. brugte høstmaskiner betragteligt. Det skyldes ifølge Martin Geiser simpelthen, at lageret er stort efter vinterens og forårets mange byttehandler.

- Nu rydder vi op og giver danske kunder en chance for at købe emnerne til eksportpris, inden de kommer på blokvognene og kører over grænsen.

Interesserede kunder kan se noget af udvalget på www.tbs.dk, hvor maskinerne præsenteres i takt med, at sælgerne hos TBS tager stilling til, om de skal med på udsalgslisten.

Læs også