Mejetærskerpiloter klædt på til høsten

Mere end 200 mejetærskerpiloter er klar til høsten efter brugerkursus med Danish Agro Machinery.

Claas Lexion-mejetærskerne var i fokus, da Danish Agro Machinery for nylig havde brugerkursus for mejetærskerpiloter.

De seneste uger har Erhvervspark Vandel ved Billund i Midtjylland været at sammenligne med en høstdag. Området har nemlig været fyldt med Claas Lexion-mejetærskere, da mere end 200 piloter har været på brugerkursus for at blive helt klar til høstsæsonen.

Bag brugerkurset stod Danish Agro Machinery, som er den danske importør af Claas maskiner, og i år har de valgt at invitere kunder fra hele landet til Vandel.

I år er kursets form noget nyt, hvor der i høj grad er sat fokus på, at der skal være et godt samspil mellem det teoretiske og det praktiske.

- Det nye set up er baseret på, at den maskine, som kunderne har eller skal have til kommende høst, er til rådighed på kurset. Det har betydet, at der i Vandel har været fem forskellige Lexion-modeller samt fem forskellige skærebordmodeller, fortæller Arne Spejlborg, der er head of service hos Danish Agro Machinery.

På kurset blev både erfarne brugere og nye brugere af Lexion-modellerne klogere på blandt andet Cruise Pilot, GPS, skærebordsindstillinger og meget andet.

Konstruktiv feedback

Kursisterne var opdelt i mindre hold i løbet af dagen, så der var rum og mulighed for at stille spørgsmål og byde ind med egne erfaringer undervejs.

For Arne Spejlborg er der ingen tvivl om, at et brugerkursus er en nødvendighed og et ansvar.

- Vi skal levere mange nye maskiner til denne sæson, og vi ønsker kun at klæde kunden på bedst muligt. Teknologien og automatikkerne, der i dag er til rådighed på maskinerne, kræver rigtig meget af de chauffører, der skal køre med dem.

Med flere end 200 deltagere på kurset er det tydeligt, at det er noget, som kunderne gerne vil, og det viser evalueringen fra brugerne også.

- Vi har fået rigtig god og konstruktiv feedback fra kunderne, der særligt sætter pris på, at maskinerne er til rådighed, da det gør det hele meget mere levende. Flere har også sagt, at kombinationen mellem teori og praksis giver rigtig god mening, fortæller Arne Spejlborg.

Læs også