»Perspektiver i fremtidens digitale planteavl« lød overskriften på dagens indledende indlæg fra Henrik Mulvad og Jens Hansen fra Kolding Herreds Landbrugsforening, da de første lokale planteavlere forleden mødte op til kaffe, morgenbrød og maskininspiration i forbindelse med Case IH Demo Tour, som de fynske forhandlere Flemløse Maskinforretning og Kædeby Maskinforretning forleden havde budt ind til på arealer hos Mullerup Gods ved Gudbjerg.

De to rådgivere gav her et overblik over den digitale del af præcisionsjordbruget, hvor de blandt andet satte fokus på graduering, det vil sige omfordeling af gødning, såsæd og planteværn efter behov i marken, men også muligheden for at lade præcisionsjordbrug være et alternativ til efterafgrøder.

Altid online i marken

Hos Case IH er strategien opdateret, og ønsket er fremadrettet at koncentrere sig om de store landbrug og de store maskinstationer på teknologi.

Med demo-touren er formålet selvfølgelig at vise nogle af de nyheder, som de har på programmets maskiner, og dermed også løfte sløret for, at der fremadrettet kommer til at stå AFS Connect på motorhjelmen. Maskinerne er dermed online hele tiden fremover.

Tiltaget fra Case IH går dermed godt i tråd med præcisionslandbrug, da der fremadrettet hele tiden vil være en online udveksling af GPS-data, maskindata og redskabsdata op til Case IH’s server og online marksøgningsprogram, hvor Case IH’s opsamling af data er sat op til at kunne synkronisere data mellem Case IH’s portal og andre systemer.

Det er dermed nu muligt at synkronisere data fra en Case IH over til andre farver og fra andre farver over til Case IH. Det gør det muligt at have forskellige farver traktorer i maskinhuset og alligevel have dataene til at spille sammen. Ligeledes giver det en stor frihed, at man ikke er bundet af et mærke, men kan skifte traktormærke uden af miste fem års data.

Skræddersyet brugerflade

Field produktspecialist Heine Slyk fra Case IH forklarede nærmere om de digitale muligheder i den nye Optum AFS Connect, der i øvrigt kommer med en helt ny super støjsvag kabine, i modellerne 250, 270 og 300.

- Den nye model leveres med en AFS Pro 1200 HD-touchskærm, og den kan langt mere end i de tidligere modeller. Det er en Android-baseret skærm, hvor man kan skræddersy sin helt egen brugerprofil. Man bestemmer dermed helt selv, hvilke funktioner der skal vises på skærmen, ligesom den kan vise splitskærm, hvis du for eksempel vil have et markkort fremme, forklarer Heine Slyk ude i traktoren, imens der begynder at være kø af interesserede ved trinbrættet.

Heine Slyk forklarer videre, at den online forbindelse til enhver tid gør det muligt for forhandler eller servicemontør at hjælpe chaufføren med problemer ved at kunne bistå med onlinehjælp og fjernopdatering. Samtidig er traktoren altid tyverisikret, idet den kan følges online overalt.

En anden nyhed i den nye Optum er den nøglefri betjening.

- Fremtiden er nøglefri, men fjernbetjeningen her fungerer som en startspærre, så den beskytter mod uautoriseret adgang og tyveri, forklarer Heine Slyk endvidere.

Maskiner