Maskinforhandler har øget tilgængeligheden digitalt
Lyngfeldt A/S var hurtige til at blive partner på Maykers, da tjenesten blev lanceret for halvandet år siden.
For Lyngfeldt A/S var det at hoppe på digitaliseringsvognen ikke et spørgsmål, men en selvfølge, da de ønsker at være med helt fremme i udviklingen.
Jesper Knudsen, landechef hos Maykers ser, at det er de engagerede lokale forhandlere, der er med til at drive platformen mod succes.
Det er ikke mere end halvandet år siden, at den digitale platform Maykers gik i luften, og hjemmesiden har nu over 500.000 forskellige varer tilgængelige.
Platformen samler i dag lokale danske forhandlere af landbrugstilbehør på ét sted, og skaber dermed en bredere markedsadgang og bedre prisindsigt for landbrugsbranchen uden at gå på kompromis med den lokale forankring.
Da platformen blev lanceret, var det med Lyngfeldt A/S som en af de første forhandlere til stede med deres produkter tilgængelig online for deres kunder.
- Da jeg startede i branchen, var internettet netop kommet frem, og der var der ikke mange landmænd, der benyttede sig af onlineshopping. Der handlede det om den fysiske handel, fortæller reservedelschef Rune Fredenslund, der er kontaktperson hos Maykers for Lyngfeldt A/S og fastslår:
- Sådan er det ikke længere. Nu ser vi, at det skal gå hurtigere og være lettere at tilgå.
En slags Amazon for landbruget
Lyngfeldt A/S har eksisteret siden 1910 og ligger ud til E45 ved Hadsten. Virksomheden er blandt andet forhandler af New Holland maskiner samt har Kramps produktsortiment.
Virksomheden har altid omkring 30.000 varenumre på lager for at kunne være leveringsdygtige, når kunder efterspørger produkter. Netop derfor er Maykers en god platform at udstille varerne på, så kunder kan se det store udvalg, når det passer dem at shoppe.
- Konceptmæssigt er Maykers genial. Det er som en slags Amazon for landbruget. Det kan godt være, at nethandel giver skrammer for butikker, men hvis man aktivt deltager i forretningen ved at hoppe med på vognen, så får man også en bid af kagen – og Maykers er kommet for at blive, siger Rune Fredenslund.
Landechef er glad for udviklingen
Jesper Knudsen kom på som landechef for Maykers Danmark 1. maj 2021. Siden sin ansættelse har han brugt tiden på at styrke og udvide de kommercielle partnerskaber med forhandlere, sælgere og producenter.
Maykers har nemlig en ambition om at være Danmarks primære, digitale handelsplatform for landbrugsbranchen.
- Virksomheder som Lyngfeldt A/S giver besøgende noget at komme efter. Det er netop det, der har været intentionen fra begyndelsen af med Maykers, at vi skal bidrage til at føre handel i landbrugsbranchen ind i en digital fremtid uden at fjerne den lokale forankring, siger Jesper Knudsen og tilføjer:
- De danske landmænd er meget professionelle og har en appetit på at udvikle og effektiviserer deres arbejde, og derfor bruger de Maykers til at handle gennem.
Danmark går forrest
Maykers er af hollandsk oprindelse, hvor Danmark er det første marked, platformen er tilgængelig på. Erfaringen og succesen fra Danmark skal være med til at skubbe platformen ud på flere markeder i hele Europa.
Visionen er ifølge bygget på at bidrage til tilgængeligheden og handlen mellem landbrugsleverandører og landmænd i Danmark, så interaktionen forkortes, og transaktionen effektiviseres.
- Bedrifter i dag bliver større og større. Det betyder også, at der ikke er den samme tid og overskud til at tage en tur frem og tilbage til sin lokale forhandler for at klare sine indkøb. Køb bliver i højere grad klaret, når der er ro efter arbejde, eller inden dagen går i gang, siger Jesper Knudsen.
Handelsplatformen er allerede ved at bygge et stærkt partner- og sælgernetværk op, hvor der hele tiden kommer nye virksomheder til. Besøgende kan derfor handle alt fra værktøj og reservedele til staldinventar og arbejdstøj.
Derudover udvikler Maykers blandt andet på at skabe et mere interaktivt søgningsværktøj, hvor man kan finde slid-og reservedele til sin traktor ved at søge på sin specifikke traktormodel.