Markant oprustning hos J. Hundahl
J. Hundahl bliver full-line forhandler for AP- og Kimadan-gyllevogne og Thyregods produktprogram.

Hos J. Hundahl glæder man sig over, at gyllepumper bliver en del af sortimentet, for firmaet har mange kunder i forskellige brancher, der anvender pumper. Her ses fra venstre adm. direktør hos AP-K og Thyregod, Jens Chr. Hundahl, Søren Hundahl, medejer hos J. Hundahl, og Claus Sørensen, medejer hos J. Hundahl.
Maskinforretningen J. Hundahl, der har afdelinger i Thisted og Skive, har netop indledt et samarbejde med de to søsterfirmaer AP-K og Thyregod. Derved forøges maskinforretningens produktprogram med AP-Gyllevogne, AP-gylletrailere og Kimadan-gyllevogne samt de velkendte TRV-radrensere, udvalgte TIM-vogne, stensamlere, koste og andre nicheprodukter fra de to producenter.
Søren Hundahl, der er medejer af J. Hundahl, ser meget frem til samarbejdet, for man har i længere tid været på udkig efter en leverandør til gyllesegmentet.
- Vi har en strategisk beslutning om at ville sælge og servicere gylleudstyr i vores forretning. Men hele det forretningsområde er ved at glide os maskinforhandlere af hænde som følge af den store omrokering og centralisering, der har været på gyllemarkedet i Danmark.
- Vi mener, at kunderne sætter pris på lokalt nærvær, hurtig service og fornuftige handler. Derfor er vi glade for at kunne tilbyde AP-gyllevogne, Kimadan-vogne, gylleomrørere og pumper til vores kunder. At vi så også får AP-gylletrailere og et nærmest komplet sortiment af dansk fremstillede gyllepumper ind i vores sortiment er et ekstra plus, fastslår Søren Hundahl.
Samarbejdet markeres ved J. Hundahls åbent hus-arrangementer den 25. og 26. februar, hvor kunderne kan se nærmere på nogle af produkterne.
Langvarige samarbejdsrelationer
For J. Hundahl er samarbejdet med AP-K og Thyregod noget, der påbegyndes efter grundige overvejelser. Maskinforretningen pointerer således, at man kun ønsker at satse på langvarige relationer.
Ifølge firmaet har man flere gange prøvet at arbejde hårdt med at opbygge forhandlinger, afholdt demoer, uddannet folk osv. Blot for at opleve, at producenten efter et par år har lavet sin strategi om »over natten«, lyder det fra maskinfirmaets ledelse.
- Det er ikke kun ærgerligt rent forretningsmæssigt, det er også træls for vores medarbejdere, der har knoklet for at få tingene til at lykkes, påpeger Claus Sørensen, der også er en del af ejerkredsen hos J. Hundahl.
Spændende udvikling
Claus Sørensen mener i øvrigt også, at AP-K er inde i en spændende udvikling med både avancerede AP-Gyllevogne og lidt enklere men kraftigt opdaterede Kimadan-gyllevogn. Og han tror på, der er behov for begge typer, og han glæder sig til at præsentere det for firmaets kunder – eller rettere sagt byde mærkerne velkommen tilbage, for de har for år tilbage været en del af J. Hundahls sortiment.
- Hos J. Hundahl har vi i en menneskealder serviceret lokale kræfter med maskiner i den rette kvalitet. Med tiden er området blevet større, og vi har fået flere afdelinger, men vores DNA er stadigvæk målet om et vedvarende samarbejde med kunden – det kommer nemlig alle til gode.
Han tilføjer, at noget lignende gør sig gældende i forhold til firmaets leverandører. De langsigtede relationer fremmer forståelsen for hinanden og skiftende behov. Derfor skal der en hel del til for at blive leverandør til J. Hundahl, men mulighederne i produktprogrammet og et tæt samarbejde med en dansk producent har altså åbnet døren for Thyregod og AP-K.
En markant milepæl
Og netop hos den nye samarbejdspartner vækker samarbejdet også glæde.
- For os er det en stor ting, at J. Hundahl har valgt at satse på os som full-line leverandør, fortæller Jens Christian Hundahl, som er adm. direktør for både AP-K og Thyregod.
- Vi har en strategi om at ville være gode til at udvikle og producere maskiner og bakke op om regionale og lokale distributører i deres salg og servicearbejde. Vi har nogle kompetencer, de har nogle andre, og i tæt samarbejde kan vi matche kundernes behov for gode maskiner og lokal, hurtig service, pointerer han.
Han glæder sig over, at J. Hundahl har vurderet, at man vil satse på AP-gyllevogne og Kimadan – og dermed også på AP-K som firma.
- Vi står på et fundament af stærke ejere, gode produkter og en global salgsstrategi med lokale forhandlere i fokus, og efter et års oprydnings- og udviklingsarbejde går vi nu for alvor i markedet.
Potentiale
- Vi besluttede tidligt, at salget skal ske gennem forhandlere, og vi har et mål om at udvikle salget over hele Europa, hvilket vi kun kan gennemføre, hvis vi har lokale samarbejdspartnere som kender kunderne og deres behov. Desuden er vi ikke og bliver ikke eksperter i at håndtere brugte maskiner. I al sin enkelthed vil vi fokusere på udvikling, produktion, distribution og support af vores forhandlere, mens vores forhandlere skal have fokus på lokale kunder, salg, god service og brugte maskiner, slutter Jens Christian Hundahl.