Ny generation af kendte gyllevogne

AP-K er klar med en ny generation af sine Kimadan-gyllevogne.

Kimadan anvender et tydeligt display med tal og for eksempel en visualisering af bommens sektionskontrol. Betjeningsfladen er intuitiv nem at forstå for alle og med et oplyst display med tal, symboler og grafik er risikoen for fejlbetjening nærmest elimineret.

Hvem siger, at alle gyllevogne skal være kæmpestore? Nogle landmænd får næsten »ondt i maven«, når de mange tons i de helt store gylletræk kører hen over deres marker – andre foretrækker at have stor kapacitet og hastighed.

Til de første har AP-K opgraderet Kimadan-vognene og tilført en topmoderne styring med blandt andet sektionskontrol. Selve brugerfladen består af et tydeligt digitalt display med touchbetjening og knapper.

Modelbetegnelsen for den nye vogn er Kimadan 2.022, og den kan blandt andet leveres med kran, en nydesignet 3-punkts lift med optimeret geometri eller for eksempel tvangsstyret aksel, hvis det måtte ønskes.

Kimadan 2.022 kan leveres i flere størrelser med en eller to aksler og forskellige dækmonteringer.

Den første i serien er en 2-akslet 20 kubikmeter model, som er monteret med 710/55 R34 Alliance Flotation Radial 388 dæk, der er standardtypen for den model.

Servicevenligt og rationelt

Det er AP-K’s strategi at arbejde sammen med anerkendte, europæiske systemleverandører for at gøre vognene så driftssikre og servicevenlige som muligt.

På Kimadan 2.022 er det Bosch Rexroth, der leverer både elektriske og hydrauliske styringer og ventiler.

Hvor serviceteknikere sikkert mest har øje for de tekniske fordele ved at have én leverandør at skulle forholde sig til, så vil chaufførerne helt sikkert lægge mest mærke til den nye brugerflade.

Her anvender Kimadan et tydeligt display med tal og for eksempel en visualisering af bommens sektionskontrol. Betjeningsfladen er intuitiv nem at forstå for alle og med et oplyst display med tal, symboler og grafik er risikoen for fejlbetjening nærmest elimineret.

Kimadan-vogne har altid haft ry for at være særdeles holdbare.

Derfor leveres den nye model også med en holdbar overfladebehandling bestående af en indvendig epoxy-behandling, mens den udvendigt er grundmalet to gange, hvorefter den har fået to lakeringer.

Hvis det ønskes kan Kimadan 2.022 leveres med galvaniseret tank.

Håber på både dansk salg og eksport

Adm. direktør Jens Chr. Hundahl er spændt på, hvordan markedet i Danmark og resten af Europa reagerer på en relativt lille gyllevogn som Kimadan 2.022.

- AP-K ApS er lokal forankret i Danmark, men vi har et globalt udsyn, og jeg er ret sikker på, at en del danske landmænd, der stadigvæk selv kører gylle ud, og rigtigt mange udenlandske landmænd vil sætte pris på en mindre men topmoderne gyllevogn. Hvor arealerne for eksempel er kuperede, er det nærmest umuligt at slæbe rundt på de store vogne, oplyser Jens Chr. Hundahl.

Læs også