Kræver påhængsredskaber registrering?
Traktor-påhængsredskaber er ikke registreringspligtige. Heller ikke når de ikke relaterer til land- eller skovbrug.

En gyllevogn kræver ikke registrering af påhængsredskab eller traktor. Arkivfoto
Påhængsvogne eller påhængsredskaber (bugserede), der anvendes på landbrug til transport af egne produkter, eller produkter der skal anvendes på eget landbrug, skal ikke registreres og have nummerplade. Det skriver Seges Innovation på Landbrugsinfo og fortsætter:
Når påhængsredskaber (for eksempel en gyllevogn eller kalkspreder) transporteres med traktor på vej til og fra arbejdssted, kræves der ikke registrering af påhængsredskab eller traktor. Med påhængsredskaber må man medbringe forbrugsstoffer som for eksempel gylle, kalk eller gødning.
Der skal skelnes mellem om der er tale om et påhængsredskab eller en påhængsvogn. Hvis det primære formål er godstransport, er der tale om en påhængsvogn, og der er krav om registrering af både vogn og traktor. Det der er afgørende for, om der er registreringspligt er, om det primære formål med kørslen er godstransport.
Når aktiviteten ikke er landbrugsrelateret
Dette påhængsredskab er konstrueret til lastbil (O4), og kan godt transporteres lovligt med en 30 km/t traktor uden, at der er registreringspligt. I et konkret tilfælde er problemet for ejeren, at påhængsredskabet er 12 meter lang, hvorfor meget få lastbiler kan spændes for uden, at vogntoget bliver for langt. Derfor overvejes en traktor som trækkraft.
Det er afklaret, at:
»Et påhængsredskab skal kun registreres, hvis det tilkobles et motorkøretøj (bil eller motorcykel) og påhængsredskabets konstruktion gør det muligt at trække det med en større hastighed end 30 km/t. Der betales ikke registreringsafgift af påhængsredskaber.«
Hvis man kan køre hurtigere end 30 km/t, er der altså registreringspligt og der betales vægtafgift for de registreringspligtige påhængsredskaber efter satserne for et påhængskøretøj.