Halsted Maskinstation: - Fedt man kan udvikle det

Roeoptagere med oppehjul har altid været Halsted Maskinstations foretrukne. Nu prøvekører den erfarne maskinstation en ny af slagsen fra Grimme.

På Lolland prøvekører Halsted Maskinstation lige nu Grimmes Rexor 6300, som har teknologi, der blandt andet giver bedre højdestyring og mindre vedligehold.

- Maskinen er monteret med følere i stedet for tastehjul, der gør at man får en aktiv styring, fordi maskinen tilpasser sig konturen og højden i marken, siger Uffe Jensen, der er sælger hos Grimme og fortsætter:

- Man får bedre højdestyring. Færre vedligeholdelsesomkostninger. Og så får man et bedre udsyn til roerne, som høstes. Det er de helt store fordele ved den nye maskine.

Ser fordelene

Halsted Maskinstation har travlt med roekampagnen. I sidste uge blev der taget roer op i døgndrift. Her er der ingen tvivl, når det gælder valg af maskiner – kitskær er længe blevet fravalgt til fordel for oppehjul.

Maskinstationsejeren Kristoffer Rasmussen forklarer, at den mest afgørende forskel på den tidligere maskine og den nye er, at den nye er sensorstyret, så man sparer vedligehold på tastehjul, der ellers styrer maskinens arbejdsdybde i marken.

- Tastehjul bliver slidt af at køre i jorden, så efter to år skal de have nye på - eller der skal svejses belægninger på. Det undgår man med den nye maskine, hvor følere på roetasterne regulerer arbejdsdybden – og det er det, vi skulle se i dag. Om det er noget, vi vil køre med, siger Kristoffer Rasmussen.

Transmission i maskinen er med hydraulik, så er der ikke mange bevægelige dele i maskinen. Motoren på 650 hestekræfter bruger omkring 45 liter brændstof i timen. Når den er tom, vejer den 32 ton, fyldt vejer den lidt over 60 ton. Arbejdshastigheden ligger på 7,5 kilometer i timen.

Hvorfor skifte, når det virker?

- Vi har altid kørt med oppehjul i de 20 år jeg har været i branchen. Det er det, vores kunder kan lide, og det er det, vi godt kan lide. Så der bliver vi, siger Kristoffer Rasmussen og fortsætter:

- Grimme har faktisk været den eneste producent af roeoptagere med oppehjul - indtil nu. Men indtil de andre lærer det, vi andre har 20 års erfaring med, så bliver vi hængende.

Han har tidligere set maskinen i Tyskland, og nu gælder det om at prøve den af på de danske marker.

- Det giver noget mindre slid. Det ser godt ud, og det er imponerende, at man kan udvikle det. Vi har før kørt, hvor vi måtte løfte optagersektion for at undgå at tastehjulene går i jorden. Med følerne undgår vi den slags problemer totalt, siger han.

Læs også