I juni sidste år lancerede Valtra deres nye Q-serietraktorer fra 230 til 305 hk, der placerede sig midt imellem Valtras eksisterende T- og S-serie. Det er en traktor, der har været ventet på hos mange Valtra-kunder. Faktisk har den været ventet i så høj grad hos én kunde, at første købsaftale blev underskrevet, før serien blev lanceret.

Det er Sigfus Heinesen, der er driftsleder på Valdemarskilde Landbrug på Sjælland, der tilbage i april måned underskrev den allerførste købsaftale på den nye Q-serie, uden så meget som at have set skyggen af traktoren.

- Det var da lidt spændende at handle en traktor, som jeg ikke vidste, hvordan så ud. Da jeg underskrev slutsedlen, vidste jeg ikke meget om traktoren, for jeg havde ikke engang set et billede af den, men jeg vidste, at den havde 305 hk, og at den var rød, fortæller Sigfus Heinesen, der har ansvaret for Valdemarskilde landbrugs i alt 770 hektar store landbrug.

Er leveret

For Jimmi Ravnborg, der er Sales Manager hos Valtra, var det også en helt særlig situation at sælge en traktor, der endnu ikke var lanceret.

- Jeg har aldrig været med til at sælge en traktor, hvor vi endnu ikke havde priserne, og hvor kunden aldrig havde set den. Ikke engang et billede af traktoren. Sigfus købte den alene på, hvad vi fortalte ham om traktoren, og det ser jeg som et tegn på, at han har tillid til produktet og ikke mindst vores forhandler Rasmus Degn A/S, fortæller Jimmi Ravnborg.

Og for få dage siden triller så den nye Q-traktor endelig ind på gårdspladsen hos Valdemarskilde Landbrug, og driftslederen kunne for første gang se sin nyindkøbte Valtra Q305.

- Det var jo ikke den store overraskelse, jeg fik, da den kørte ind på gårdspladsen, for den ligner jo til forveksling, de andre jeg har, slutter Sigfus Heinesen, der i forvejen har fire Valtra-traktorer til landbruget og tre i skovbruget.

Maskiner