AVR-kartoffeloptager med lavt brændstofforbrug
Belgiske AVR lancerede sidste år en opdateret Puma 4.0 firerækket selvkørende kartoffeloptager til høstsæsonen 2023 med en række nye features i forhold til sin forgænger.

Den nye Puma 4.0 ligner til forveksling sin forgænger, men har en længere jordkæde og mange nye features, der letter arbejdet for piloten. Pressefoto
I slutningen af 2022 lancerede AVR en større opdatering til kartoffeloptageren AVR Puma 4.0, der blandt andet har fået en nyudviklet aftopper, touchskærm indstillinger af vitale funktioner, ligesom optageren er mere jordskånsom med VF-dæk i nye dimensioner. Derudover er Puma 4.0 udstyret med AVR-Connect, som betyder, at kartoffeloptageren er online.
Det er WekoAgro, der er importør af de belgiske kartoffelmaskiner. Den nye Puma 4.0 ligner til forveksling sin forgænger, men har en længere jordkæde, 16 kameraer, som ses på to skærme i kabinen, til overvågning af de forskellige arbejdsfunktioner og optageren har mange nye features, der letter arbejdet for piloten.
Aftopperen har fået ny dybdekontrol, der styres via dybdesensorer og fungerer godt i alt slags vejr, sprøjtespor eller ujævnt vådt terræn. Det betyder, at optageren er mere effektiv i forhold til sin forgænger, da dybdekontrollen sørger for mindre jord i kæden og jo mindre jord, desto mindre bearbejdning er der behov for.
Mindre bearbejdning betyder, at kartoffeloptageren har et lavere brændstofforbrug, og dermed præsterer den nye Volvo Penta Stage V-motor et brændstofforbrug på kun 27,6 liter pr. time i gennemsnit.