Case IH har gennemført kurser for avanceret presser
For at give den bedst mulige opstart for piloterne på Case IH LB 436 HD-presseren har Case IH gennemført to testkurserne i år, men kurserne vil blive tilbudt til høstsæson 2024 for alle interesserede.

Case IH har gennemført to testkurser for piloter, der skal køre med firekantpresseren, LB 436 HD-presseren. Ifølge Case IH er det vigtigt, at få den fulde udnyttelse af den avancerede presser. Til næste år vil Case IH tilbyde kurserne for alle piloter, som kører med firekantpresseren.
- Vi har i år kørt to testkurser, hvor vi har afprøvet brugerkursuskonceptet på vores LB 436 HD-presser, og vi har fået en masse god feedback fra deltagerne, så vi er klar til fuld implementering næste år, fortæller Per Pedersen, som er servicechef hos Case IH.
- Det er vigtigt at få hele processen dækket omkring en firekantpresser. Vi kører tekniske kurser for vores montører på Aars Skolerne om foråret og her udveksler montørerne deres oplevelser og erfaringer med lærerstab og kolleger. Det er rigtig sundt og med en stærk teamspirit kan kunderne i hele Danmark føle sig i trygge ved Case IH-montørerne.
- Vi har kørt brugerkurser på mejetærskere i mange år, men en moderne presser er også blevet ret avanceret maskine i dag. Det er ikke kun bindefejl og køre stil vi skal se på. En presser i dag kan også styre traktorens fremkørselshastighed for bedre kapacitet, den kan også give en masse data til sporbarhed, den skal måske også kommunikere med en ballevogn, så der er sådan set meget at gennemgå, når det kommer til stykket, slutter Per Pedersen.
Vigtigt at holde sig ajour
Fra Søren Christensen presserekspert hos Yding Smedie og Maskiner lyder det klare budskab, at piloterne skal deltage i brugerkursus.
- Det er vigtigt, at de holdes ajour med presserne, så de ved, hvad de har med at gøre og der kommer jo også mange nye piloter til som har gavn af at få lidt sparring fra de mere erfarne piloter, men alle skal da også vide, hvad forskellen er på en McCormick-knude og en Deering-knude, pointerer Søren Christensen.