Lej en traktor til 130 kroner i timen

Deutz-Fahr-importøren Moni Worldwide lancerer nu et lejekoncept på en udvalgt Deutz-Fahr-traktor til en lejepris på 130 kroner inklusive abonnement på GPS-RTK.

Hvis man mangler traktorkapacitet i højsæsonerne eller vil afprøve en Deutz-Fahr-traktor i en længere periode, inden man investerer, så lancerer Moni Worldwide nu et lejekoncept, hvor man kan leje en Deutz-Fahr

7250 TTV med 247 hk til 130 kr. pr. time inklusive abonnement på GPS-RTK. Dertil skal lægges et månedligt grundgebyr på fem tusinde kroner, og der skal mindst køres 400 timer i en periode på tre til ni måneder.

Konceptet gælder alene for Deutz-Fahr 7250 TTV, der med sine 247 hk og store udstyrsniveau er blevet en af Danmarks mest solgte traktormodeller i år. Med konceptet imødekommer Moni Worldwide et ønske fra Deutz-Fahr-forhandlerne, der i stigende omfang oplever, at kunderne efterspørger muligheden for at leje traktorer i højsæsonerne.

Udlejes via forhandler

Administrerende direktør for Moni Worldwide, Henrik Hansen, forventer stor efterspørgsel efter lejetraktorerne. Dels er vilkårene attraktive, dels kan det være en måde for kunderne at langtidsteste en Deutz-Fahr på egen mark.

- Nu skal man jo altid passe på med, hvad man påstår, men jeg tror, det er Danmarks billigste lejepris, så vi har bestilt ret mange 7250’ere på fabrikken for ikke at skuffe vores kunder, hvis de gerne vil leje en traktor, siger direktøren.

Traktorerne ejes af Moni Worldwide, men udlejes via de lokale Deutz-Fahr-forhandlere. De vil typisk indgå i Moni Worldwides lejeflåde i en periode på to til tre år og vil så blive solgt til de lokale forhandlere i Danmark eller et af de andre markeder, MONI Worldwide arbejder på.

Læs også