Holmer roeoptager-dag med FMR Maskiner

Det var med blå himmel og god stemning, at FMR Maskiner og Nordic Sugar traditionen tro slog roesæsonen i gang med sin roeoptager-dag.

FMR Maskiner har netop slået roesæsonen igang med sin årlige roeoptager-dag, hvor der blev kørt bruger- og opstartskursus i samarbejde med Holmer og Nordic Sugar.

- Udgangspunktet for vores dag er, at vi gerne vil have flere chauffører, så vi kan levere et perfekt produkt, siger Henrik Monk Rasmussen, indehaver af FMR Maskiner og fortsætter:

- Vi finder en stor glæde ved at samle vores Holmerkunder og udlægge vores erfaring og viden. Og det er det, dagen gik ud på.

Kursusdelen stod Holmer og FMR Maskiners egne Holmer-eksperter for. Nordic Sugar har særlige ønsker til produkterne og hvordan de håndteres i marken, og det blev der også holdt oplæg om.

Succesfuld inspirationsdag

- Det var super flot dag med rigtig godt vejr, og der var mange fremmødte. Der var omkring 35, som var mødt op, siger Henrik Monk Rasmussen og fortsætter:

- Det er klart, at maskinerne hele tiden udvikler sig. Det er bare den udvikling, der følger med tiden. Det vigtige for os er, at vores kunder altid har det bedst mulige udgangspunkt for at bruge værktøjerne, så produktet følger med.

FMR Maskiner havde medbragt tre maskiner i forskellige årgange til dagen, så flest muligt havde noget at se, der ville passe til deres behov.

- Der var vores allernyeste skud på stammen, vores T5-40. Det er den nyeste af supermaskinerne. Så havde vi en T4-40 med, som er en to-aksel-version. Den tredje maskine var en T3’er, som var blevet totalt fabriksrenoveret og solgt til en kunde i Danmark, uddyber han.

Traditionen tro

- Vi holder det her hvert år, fordi vi synes, det er en god måde at slå sæsonen i gang på. Der kommer altid nye chauffører til, og det er rart både at se gamle og nye ansigter, siger Henrik Monk Rasmussen.

- Det er, tilføjer han, en god måde at starte på, fordi man kommer ind i vante gænge, og samtidig bliver man opdateret på, om der er sket noget nyt, som kunne være nyttigt at vide i marken.

FMR Maskiner havde sørget for forplejning til de fremmødte, som havde fundet vej til arrangementet på den solskinsrige dag på Havnsø Tværvej i Nr. Alslev.

Læs også