24 mand fra det konkursramte Hjallerup Maskinforretning overtages af den Djursland-baserede maskinforretning, som sandsynligvis etablerer sig i Støvring syd for Aalborg.
Maskinhandlervirksomheden Brødrene Thorsen I/S med hovedafdeling på Djursland er nu på vej ind som Massey Ferguson-forhandler i Nordjylland.
Maskinforretningen har således indgået en aftale med Agco Danmark A/S om at forhandle Massey Ferguson i Himmerland og Vendsyssel. Aftalen kommer i kølvandet på Hjallerup Maskinforretnings konkurs for nylig, som har efterladt et tomrum for Massey Ferguson i det nordlige Danmark.
Ifølge distributionschef for Norden og Baltikum, Christian Devantier fra Agco Danmark, tilknyttes 24 mand fra Hjallerup Maskinforretning direkte til Brødrene Thorsens nordjyske aktiviteter.
Støvring bliver centrum
Samtidig er det ifølge Agco-chefen sandsynligt, at Støvring bliver centrum for de nordjyske MF-aktiviteter. Der forhandles således med Hjallerups kurator om at overtage faciliteterne i byen.
- Vi er rigtig glade for aftalen. Og vi er ikke mindst glade for, at det er et super Massey Ferguson-team, der kan fortsætte i Nordjylland fremadrettet. Alle montører fra Hjallerups afdeling i Hjørring tilknyttes, ligesom hele teamet fra Støvring er ansat.
- Det betyder, at hele 17 MF-servicevogne fra Brødrene Thorsen meget snart kan rulle ud på landevejene i Himmerland, Thy og Vendsyssel, slutter Christian Devantier.
Brødrene Thorsen har været autoriseret Agco-forhandler siden 2018. Dengang med henblik på at dække det marked, som blev efterladt i et vakuum, da Jysk Maskincenter i Randers i efteråret 2017 gik konkurs. Nu er man altså også klar til at indtage Nordjylland.