Thaler-minilæsserne var faktisk på programmet hos Vestergaards Maskinservice i Vodskov nord for Aalborg, da man tilbage i 2005 åbnede forretningen. Efter fem-seks år gled de tyske læssere dog ud af sortimentet, men er nu tilbage hos den nordjyske maskinforhandler, hvor de kommer til at stå side om side med Mustang-læsserne.

Indehaver af Vestergaards Maskinservice, Martin Vestergaard, ser en række plusser ved de røde maskiner, som bliver importeret fra Skjern Maskinforretning.

- Tahler er en familiejet virksomhed, som lytter, når man kommer med forslag til ting, man gerne vil have lavet om. Og som regel gør de også noget ved det. Derfor er der også sket en hel del, siden vi sidst havde dem på programmet, fortæller han.

- Først og fremmest producerer de gode robuste og holdbare maskiner, som man kan udstyre ligesom man har lyst. Og så kan de én ting, jeg ikke har set andre kunne; de kan fås med et tag, der kan hæves og sænkes hydraulisk, så de kan køre ind mange steder, hvor andre må give op. Det er en enorm smart løsning på et problem, som mange støder ind i, fortæller Martin Vestergaard, der også fremhæver, at minilæsserne kan fås i bredder helt ned til 88 centimeter.

Siden sidst har Tahler også skiftet de gamle Perkins-motorer ud med Yanmar.

- Det giver den store forskel, at en Yanmar-motor ikke skal forvarme. Den hopper i gang lige med det samme, forklarer Martin Vestergaard, der også ser frem til at vise Thalers krabbestyrede teleskoplæsser frem.

 

Også trailere på programmet

Udover udvidelsen på minilæsserfronten har Vestergaards Maskinservice som noget nyt nu også fået trailere fra Martz og Blyss på hylden. En vare der er kommet i stand gennem importør Kenneth Johansen fra Aabytrailer.

- Tidligere har vi formidlet nogle salg af trailere, men vi har aldrig haft dem til at stå. Det har betydet at folk, som har købt en ATV eller minilæsser hos os, har købt en trailer et andet sted. Nu har vi også trailere, der kan klare alt fra 500 til 3.500 kilo hjemme, fortæller Martin Vestergaard, der beskriver begge trailer-mærker som billige, men af god kvalitet.

Maskiner