Det er en ny flot udstilling af især batteridrevne havepark-maskiner og -redskaber, som man bliver mødt af hos AP Motorcenters afdeling på Grønnemosevej i Svendborg.

De adskillige kvadratmeter udstilling og butik, samt det endnu større areal med blandt andet værksted, lagerplads og robothotel rummer haveparkmaskiner og redskaber i modeller, der egner sig til alt lige fra ejeren af en mindre parcelhushave til anlægsgartneren og godsejeren.

- Vi fører blandt andet mærkerne Husqvarna, Stiga, Stihl, Honda og Texas, fortæller Brian Quist Jensen, der er butiksansvarlig i Svendborg, og som sammen med to kolleger på værkstedet står for at betjene den kundegruppe, der er bosiddende på Sydfyn og Øerne.

Motorsave og eftersyn

I denne tid er der især travlhed hos skoventreprenører og private, der skal ud og skove til den kommende sæsons brændeforbrug. Det mærkes hos AP Motorcenter, der i øjeblikket har adskillige motorsave til reparation på værkstedet, ligesom der skal betjenes kunder, der henter reservedele til motorsave, der har været årsag til uønskede pauser under weekendens arbejde i skoven.

- Ellers er det jo vintereftersyn, der rører sig lige nu, fortæller Brian Quist Jensen, der bemærker, at der netop på det felt er stor forskel på, hvordan kunderne prioriterer service.

- Nogle kommer allerede ind med deres havefræsere, plæneklippere, havetraktorer, eller hvad de ellers har af havemaskiner og udstyr, når sæsonen er slut i efteråret. Andre får først set på det, når en ny sæson nærmer sig, eller i værste fald kommer de ud med maskinen, når den skulle have været i brug dagen før.

Forlænget levetid med et eftersyn

AP Motorcenters faste kunder modtager normalt en mail med tilbud om at få deres plæneklipper eller robot til vintereftersyn.

- Ved eftersynet får vi blandt andet vasket og renset græs af maskinen, slebet knive, tjekket kileremme, samt klippebord og ikke mindst skiftet olie, forklarer Brian Quist Jensen, der bemærker, at det alt sammen er punkter, der er afgørende for maskinens levetid.

Desuden er der jo robotplæneklipperne.

- De senere år er det næsten blevet med robotplæneklipperne, som det er med at eje en iPhone. Det er fuldstændig vildt, som salget er steget. Især til sommerhusejere og til udlejningsejendomme, men også mange godser og større herregårde har gerne 3-4 robotter til at holde deres græsarealer trimmet, fortæller den butiksansvarlige.

Han bemærker, at netop de kunder, der har robotterne til at køre langt væk fra bopælen, har stor glæde af, at robotterne har GPS, så de altid kan se, hvor de er, og om de kører.

En totalløsning

Hos AP Motorcenter henter og bringer de haveparkmaskinerne på egen ladbil. Så det er ikke den del, at kunderne skal bekymre sig om.

- Når det kommer til robotterne, er der faktisk tale om en totalløsning i forhold til plejen af græsarealer. Vi har først en mand ude og måle op, tegne, budgettere og installere. Siden henter vi den ind til service om efteråret, hvoraf nogle opbevares på vores robothotel, og så kører vi den ud på plads til foråret og sætter den i gang igen, fortæller Brian Quist Jensen.

Han lægger derfor ikke skjul på, at robotter har betydet forandring og gør en stor forskel for forretningen.

- Robotterne har givet en ny kundegruppe, idet nogle kunder med små plæner har valgt en robotplæneklipper til, mens andre større ejendomme skal have flere. Det betyder også, at den ene af de to folk på værkstedet konstant er ude at køre. Så ved fortsat udvikling på området, forventes der et behov for endnu en medarbejder i afdelingen.

En 4x4 robot på vej

Lige nu er en ny avanceret firhjulstrukken robot på vej til butikken fra Huqvarna.  

- Der er tale om en robot, der kan klare forhindringer, ujævnt terræn og skråninger på op til 70 procent. Den forventer vi bliver en stor succes, påpeger Brian Quist Jensen.

Afdelingens servicefolk er hver vinter på kursus i de nye modeller, inden en ny sæson begynder. Det gælder også i denne nye model – en Husqvarna Automower 535 AWD.

Ifølge AP Motorcenter, har Husqvarna været på markedet med robotter siden 1996, men Danmark har været langt bagefter på området.

- Det er først her i de senere år, at det danske marked er blevet klar til at tage robotterne til sig. Til gengæld vinder grøn tænkning, miljøhensyn og lavt støjniveau også for alvor frem nu.

- Alt skal være på batteri, og især hos anlægsgartnerne betyder det et væsentlig lavere brændstofforbrug, ligesom de nu kan arbejde i boligområder fra klokken fem om morgenen, uden at de modtager en eneste klage, påpeger Brian Quist Jensen.

 

Maskiner