Fendt hylder sig selv ved at bryde grænser
Målene blev opfyldt for Fendts tyske traktorfabrik, markedsandelen er i god vækst i hjemlandet, hvor mærket nu er i front og samtidig bevæger sig fra et traktormærke til et fullline maskinmærke.

Landmænd og kunder i titusindtal var strømmet til Fendts legendariske Felttage i Wadenbrunn nær Würzburg i denne uge. Som det ses, var der både tørt og varmt under arrangementet.
Fendt har genindført sine traditionsrige Felttage hvert andet år, der normalt tiltrækker et femcifret antal entusiaster af det sydtyske traktormærke.
Det skete også i denne uge, hvor landmænd og Fendt-kunder har besøgt det store kundearrangement i Wadenbrunn nær Würzburg.
Samtidigt kunne Peter-Josef Paffen, chef for den Agco-ejede Fendt-koncern i Tyskland, ved et pressemøde i forbindelse med Fendt Felttage fortælle, at målet med den nybyggede traktorfabrik i Marktoberdorf på 15.000 producerede traktorer årligt blev opnået i 2017, og der er udsigt til endnu flere i 2018.
Traktormærkets flotte position er i hjemlandet Tyskland. Samlet set er Agco-mærkerne (Fendt, Massey Ferguson, Valtra, red.) i fortsat fremgang i Tyskland, men det er i særdeleshed Fendt, der trækker læsset.
Således overhalede Fendt sidste år John Deere og er nu det mest solgte traktormærke i Tyskland, viste Peter-Josef Paffen under pressemødet.
Væksten i Fendts traktorproduktion sker parallelt med implementeringen af den omfattende full-line strategi, hvor Fendt gennem de senere år tydeligere og tydeligere har markeret sig som maskinleverandør.
Således råder Fendt med Agcos nyeste stormejetærsker, Ideal, nu over en komplet mejetærskerserie, samt et ligeså komplet program af pressere.
Ligeledes barsler Fendt med nye maskiner og modeller i sit grovfoder-program med Kantana-finsnitteren som flagskib og alt fra skårlæggere, vendere, wrappere og river til et bredt program af snittevogne.