Nye vinde blæser over det økologiske markbrug. Diskussionen går, om pløjning er nødvendig, og hvordan vi gemmer kulstof i jorden i stedet for at brænde det af – både af hensyn til jordens frugtbarhed og klimaet. Sædskifterne skal være robuste og fulde af efterafgrøder. Det stiller nye krav til maskinerne. Måske skal maskinhuset møbleres helt anderledes om fem til ti år.

Maskinrådgiver Jonas Høeg, ØkologiRådgivning Danmark, giver sit bud på, hvad den økologiske maskinpark i fremtiden kan indeholde, og teknik- og energirådgiver Kurt S. Mortensen fra Byggeri og Teknik, sætter tal på, så det bliver lettere at afgøre, om du skal købe nyt, brugt eller udlicitere opgaven.

Nyt til mark og malkekvæg

Det sker på ØRD Next Step i januar - ØkologiRådgivning Danmarks nytårsmøder, hvor rådgiverne ser fremad og byder på et overflødighedshorn af ideer og gode råd til mark og malkekvæg.

- Next Step er en dag, hvor økologiske landmænd kan hente inspiration til at udvikle bedriften og få konkrete råd med, som kan bruges med det samme. Det er ny viden, der peger fremad, men som også er til at tage med hjem og bruge i praksis, siger plantechef Claus Østergaard.

- Ambitionen er at forene teori og praksis, og derfor er der ud over de faglige oplæg også tid til at fordøje indtrykkene og udveksle erfaringer med kolleger, tilføjer plantechefen.

ØRD Next Step afvikles 9. januar i Aulum, 10. januar i Billund og 17. januar i Halkær, Nibe; alle dage fra kl. 09.30 til 15.30.

Programmet veksler mellem faglige spor om henholdsvis mælkeproduktion og planteavl og fælles oplæg. Temaerne er robuste afgrødesystemer, klima, den økologiske maskinpark, fremtidens fodermidler, nye afgræsningsmetoder og tendenser i fremtidens fødevareproduktion.