Både landbrugene, landbrugsmaskinerne og maskinforretningerne bliver stadig større. Det betyder mere transport og over længere afstande af det store grej.

Godt nok er det lovligt for et landbrug at køre på vejen med brede maskiner til og fra markerne. Men reglerne er skærpet, ikke mindst for at sikre en god afvikling af den ligeledes stigende trafik på vejene, og det gælder for al øvrig vejtransport af landbrugsmaskiner, entreprenørmaskiner og andet større maskineri.

Derfor øges behovet for lastvognstransport af traktorer, mejetærskere og landbrugsredskaber, ikke mindst for maskinforretninger og for landmænd, som har købt en maskine langvejs fra, måske på en netauktion, eller som skal bruge den på en anden bedrift for eksempel i en anden landsdel eller i udlandet. 

Opkøb

Til sådanne transportopgaver har det store odenseanske vognmandsfirma Poul Schou A/S været på banen i et par år. Det skete med opkøbet af maskintransportafdelingen hos Palle Staal A/S i Vejle, som gennem mange år havde opbygget stor erfaring på dette specialområde.

Både erfaringen, i form af flere af chaufførerne, og kunder i hele landet, er fulgt med til Poul Schou, som siden har udviklet aktiviteten yderligere.

- Vi har konstant fem-seks biler på landevejen over hele landet, og i højsæsonerne det dobbelte antal, fortæller disponent Lars Christiansen. 

Over hele landet

På sine computerskærme på kontoret i det nye domicil med udsigt til Den Fynske Motorvej i det helt nye erhvervsområde lige vest for Odense kan han følge maskintransporterne. Én kører ved Thisted, et par andre i Midtjylland, og én blokvogn er tæt ved at passere hans vinduer ude på motorvejen med en mejetærsker.

- Ham dér skal jeg have til at hente en traktor i Skælskør, som skal med til Jylland. I forvejen har han en plov på ladet, der også skal til det nordjyske, forklarer Lars Christiansen og peger på den blå plet på Nordsjælland.

Chauffører kører i princippet hjemmefra mandag morgen og er igen hjemme fredag. De overnatter i lastvognene, hvis de ikke lige er i nærheden af hjemmet.

- Det styrer de selv, og de er selv med til at tilrettelægge logistikken bedst muligt, naturligvis sammen med mig og i forhold til de ordrer, jeg løbende får ind. De fleste kan passes ind i, så kørslen bliver så optimal som muligt, men selvfølgelig kan der være hasteopgaver, hvor der skal køres direkte.

Lastvognene, som de erfarne chauffører flytter maskiner med, er alle med sættevogne med eller uden kran. Eller decideret blokvogne, der med afstand helt ned til 35 cm over asfalten overholder totalhøjden på 4,00 meter, lastet med en mejetærsker eller en stor gyllevogn.

Når det gælder bredden af transporterne, er reglerne, at særtransport på landevej er op til 3,65 meter på landevej og 4,00 meter på motorvej, inden der kræves følgebil. 

80 år og 125 lastbiler

- Vore transportopgaver er ikke mindst for maskinforretninger, der skal have fragtet traktorer og maskiner ud til kunder, men også mellem deres afdelinger, eller måske til og fra dyrskuer eller maskindemonstrationer, forklarer Lars Christiansen.

Derudover har Poul Schou også flere maskinimportører som kunder, eksempel Semler Agro og CNH Danmark. Blandt andet køres alle New Holland-traktorer fra havnen i Esbjerg ud til landets forhandlere.

Odense-firmaets egne maskintransporter kører primært indenlands og i Norge og Sverige. Men gennem samarbejdspartner tilbydes også transporter til Tyskland, Østeuropa og andre destinationer.

Poul Schou A/S har i år 80-års jubilæum. Det sker i en stadig vækst, idet transportvirksomheden i dag har 250 ansatte og omkring 125 lastvogne. Seneste store ekspansion var opkøbet sidste sommer af vognmandsfirmaet Bruun & Nielsen i Ejby.

- Vi plejer at sige, at vi har lige fra skraldebiler til mobilkraner. Men alt indenfor logistikopgaver og distribution af råvarer til miljøaffald, skibscontainere eller dokumenthotel klarer vi. Ja, selv to helikoptere har vi til hasteopgaver.

- Derfor kan kunderne bruge os til rigtig mange opgaver, understreger Lars Christiansen, der selv oprindelig var chauffør, men i dag styrer den ekspanderende afdeling for maskintransport.

Maskiner