Den tyske landbrugsmaskinindustri havde i 2017 det næstbedste år nogensinde: 10 procent fremgang og en årsomsætning på 7,9 milliarder euro.

Det fremgår af en rapport fra VDMA Agricultural Machinery Association, der er en sammenslutning af tyske landbrugsmaskinproducenter.

- Efterspørgslen efter innovative landbrugsmaskiner er større, end det har været i lang tid, siger dr. Bernd Scherer, administrerende direktør for VDMA Agricultural Machinery Association.

- Tilfredsstillende høje mælkepriser, i nogle tilfælde over 40 cent pr. kilo – svarende til 3 danske kroner, er en vigtig årsag til den store investeringslyst i landbruget, forklarer han.

Resultatet fremstår endnu bedre på grund af de mange traktorregistreringer på grund af ændring i EU-typegodkendelser, der trådte i kraft 1. januar i år. I Danmark var traktorsalget ligeledes påvirket af samme typegodkendelser i december måned.

 

Generel større efterspørgsel

- Opsvinget er baseret på et solidt fundament. Det fremgår af den stigende ordrebeholdning i hele landbrugsmaskinbranchen og det svarer godt til landmændenes positiv investeringslyst, udtaler VDMA-direktøren.

- Efter tre års nedslående lavkonjunktion, mærker vi virkningerne af en større efterspørgsel i Europa, især i de regioner, hvor mælkeproducenterne dominerer. I gennemsnit steg indtægterne i det primære landbrug med 8 procent i Europa sidste år, ifølge Eurostat, slutter Dr. Scherer.

Den tyske landbrugsmaskineksport voksede også til Østeuropa i 2017, og især til Rusland, hvor eksporten sted med 30 procent.