John Deere er klar til Agromek 2018

John Deere har netop indgået aftale om at udstille på 1.200 kvadratmeter på årets Agromek.

De grønne traktorer fra John Deere kommer på Agromek 2018. John Deere har netop indgået aftale med Agromek om at deltage med en stand på over 1.200 kvadratmeter på messen, der afholdes i november i MCH Messecenter Herning.

- Agromek er den vigtigste udstilling i Danmark for os og vores danske forhandlere, siger salgschef for Danmark, Anders Terrs, John Deere International.

- Her kan kunder fra hele landet møde deres lokale forhandler. Det gør en væsentlig forskel, at de besøgende møder nogle, de kender, og derfor har forhandlerne en nøglerolle på vores stand. De skal sikre kunderne en god oplevelse. Samtidig er det en unik mulighed for os til at få feedback fra brugerne. Og så giver en messe som Agromek også mulighed for at få afsluttet nogle handler,  fortsætter Anders Terrs.

Foruden de grønne traktorer i forskellige udgaver vil John Deere også præsentere det øvrige program med mejetærskere, marksprøjter og AMS, som er John Deeres elektroniske løsning til præcisionsjordbrug.

John Deere vil desuden præsentere en række maskiner til den grønne sektor.

- Og måske har vi også nogle nyheder med på Agromek, siger Anders Teers uden at kunne præcisere det yderligere på nuværende tidspunkt.

Agromeks formand, administrerende direktør Sten Andersen, Dan Egtved A/S, glæder sig over, at John Deere igen vælger en stor stand på Agromek.

- Traktorerne er altid et godt trækplaster, og derfor er det dejligt, at John Deere også i år vælger at satse stort på Agromek med en bred palette af deres produkter, siger Sten Andersen.

Agromek 2018 holdes fra tirsdag den 27. til fredag den 30. november.

Læs også