Legat til Agrotek-lærling for andet år i træk

For andet år i træk er Dansk Maskinhandlerforenings jubilæumslegat gået til en lærling fra Agrotek.

Esben Nikolaj Duus Nedergaard fra Agrotek A/S fik forleden tildelt Dansk Maskinhandlerforenings jubilæumslegat på 5.000 kroner. Det var andet år i træk, at en lærling fra Agrotek modtog legatet. Hos Agrotek er man godt tilfredse med at have hyret den 22-årige legatmodtager, der netop har afsluttet sin uddannelse.

- Da du kom til os Esben, så vi nogle muligheder i dig, som du til fulde har indfriet. Du er fagligt dygtig og meget engageret i dit arbejde. Holdånd og kampgejst er det,der kendetegner dig, og du har altid et smil på læben. Du er også altid klar til at yde en ekstra indsats, også efter fyraften. Derudover er du vellidt blandt kollegaer og ledelse, og vi er utrolig glade for, at du har valgt at fortsætte hos os efter din lærlingetid, sagde medejer af Agrotek, Niels Vestergaard, i forbindelse med overrækkelsen af legatet.

- Det var en nem beslutning at lave en uddannelseskontrakt med Esben, da han havde været her i praktik. Der sidder et godt hoved på ham, og så passer han bare godt ind. Det var vigtigt for os, at han havde kemi med de andre. Vi kan ikke bruge en dygtig mand, som ikke kan indgå i flokken - men det kunne Esben, og så har han også en god rygsæk med hjemmefra, tilføjede medejeren.

Den taknemmelige legatmodtager har netop afsluttet sin uddannelse, men har valgt at blive ved virksomheden, hvor han blandt andet skal være med til at lære kommende elever op på Agrotek.

- Agrotek er en virkelig god læreplads. Som lærling får man lov til at være med til at løse de store komplekse opgaver, hvilket man virkelig lærer noget af. Jeg kan rigtig godt lide at arbejde med en motor eller en transmission, så ved man ligesom, hvad man skal lave. Jeg kan rigtig godt lide at begrave mig i nogle store projekter. Jeg er virkelig glad for, at jeg kunne blive her, efter jeg var udlært, og håber jeg kan blive her i lang tid og dygtiggøre mig yderligere, siger han med et smil.

Dansk Maskinhandlerforenings Jubilæumsfond uddeler i år fem legater til unge mennesker, som har udmærket sig både på det faglige niveau og på det personlige plan. Hver legatmodtager får, ud over æren og et diplom, 5.000 kroner skattefrit.

Læs også