Maskiner vises ved den fynske motorvej

Flemløse Maskinforretning står bag stor maskindemonstration ved Nr. Aaby-afkørslen onsdag den 9. september.

Oprindeligt havde Velas planlagt en større maskindemonstration ved Brørup onsdag den 9. september. Det er nu aflyst.

Alligevel bliver der denne dag mulighed for at studere traktorer og maskiner i det rette element. Det sker i stedet på et areal langs Den Fynske Motorvej ved Nr. Aaby-afkørslen. Det er Flemløse Maskinforretning, som har taget initiativet sammen med Case IH, Maskinhandler Indkøbsringen (MI) og Hardi.

- Vores demonstration bliver ikke i samme store format, og naturligvis vil alle retningslinjerne i forhold til Covid-19 blive overholdt. Således vil man blive opdelt i hold ifølge reglerne, påpeger salgskonsulent Stefan Møller fra Flemløse Maskinforretning. 

Spændende program

I marken, som ligger på adressen Hindballevej 20 mellem Asperup og Roerslev, indledes arrangementet klokken 9.30, hvor Case IH-traktorer kører i marken for at pløje og så med Kuhn-redskaber. Om formiddagen bliver der endvidere lejlighed til at se mulch-maskiner fra både Kuhn og Bednar i arbejde samt præsentation af en Hardi-trailersprøjte.

Efter frokosten, hvor der serveres grillpølser samt kaffe med de berømte romkugler fra bageren i Nr. Aaby, gælder det harvning og såning frem til klokken 15.00.

- Også her sker det med Kuhn- og Bednar-produkterne fra MI. Sidstnævnte er nyt hos os her i år, men interessen for de tjekkiske produkter har været meget stor. Vi har allerede solgt en del og demonstreret Bednar-redskaberne hos flere kunder i den seneste tid, blandt andet med henblik på reduceret eller pløjefri dyrkning, fortæller Stefan Møller.

Blandt nyhederne ved demonstrationen vil der være opdaterede Case IH Magnum, som har fået nyt design og kabine.

erik@landbrugfyn.dk
telefon +45 27 11 81 38

Læs mere om Pløjefri dyrkning

Begreber som conservation agriculture og regenerativt landbrug vinder frem – også i det politiske landskab og hos organisationer, som ikke har haft historie for samarbejde med landbruget.

Læs mere her

Læs også