Maskinstation optimerede på olierne
Har man en stor maskinpark, hvor nye maskiner løbende kommer til, kan det være en udfordring at holde styr på de forskellige smøremidler.
Det løste Varde Maskinstation ved at lade leverandøren lave en grundig gennemgang af produkterne, og med en række forbedringer er hverdagen blevet nemmere.
Maskinstationen udfører mange forskellige typer opgaver, primært for kunder inden for landbrugs- og entreprenørarbejde, men også kloakarbejde. De har derfor en stor maskinpark og holder maskinerne i god stand gennem investeringer i ny teknologi og daglig vedligehold.
Vedligeholdelsen sker på eget værksted, og man har brug for forskellige typer smøreolie. Derfor var det en fordel, da OK som leverandør kunne hjælpe med at optimere og rationalisere på produkterne.
- Det gør smøreoliesortimentet mere overskueligt, at vi nu har færre produkter, og det minimerer risikoen for fejl. Vi bruger ikke nær så lang tid som tidligere på at løse smøreolierelaterede udfordringer, siger Anker Vestergaard, der er driftsleder på Varde Maskinstation.
Strømlining giver flere fordele
Maskinstationen begyndte for omkring fire år siden at se på de forskellige områder og muligheder for at optimere forretningen. Under skiftet til smøremidlerne fra Mobil, som OK er distributør af i Danmark, gennemgik OK's smøremiddeltekniker maskinparken grundigt og foreslog forskellige tiltag, som man nu har gennemført. Det har optimeret og strømlinet sortimentet af smøremidler.
Strømliningen gør maskinrummet mere overskueligt og minimerer risikoen for fejl.
- Det har været en stor hjælp, at OK kunne komme med en professionel viden om maskiner og produkter, så vi kunne sammensætte den rigtige oliepakke i forhold til vores maskinpark, siger Anker Vestergaard.
- Tidligere havde vi mange flere forskellige olier, hvor vi i dag har trimmet, og dermed kan olierne bruges til flere maskiner. Desuden har vi fået rådgivning, når vi har fået nye maskiner, så vi fylder det rigtige produkt på. Den højeste standard sætter fællesnævneren, siger han.
- Helt lavpraktisk har alle maskinerne fået en mærkat, som viser, hvilket produkt der skal fyldes på. Det gør risikoen for fejl minimal.
Relationen er vigtig
Varde Maskinstation er ligesom OK ejet af kunderne, og det er selvfølgelig positivt, men for Anker Vestergaard er det vigtigste, hvad man kommer med som leverandør.
- Det har naturligvis en værdi, at man er et medejerselskab og har andelstankegangen, men for os til daglig, er det vigtigste, hvad man bidrager med fagligt, og hvor god relationen er, lyder det fra Anker Vestergaard.
- Det har været en stor hjælp, at OK kunne hjælpe med den viden, man har omkring maskiner og produkter, til at sammensætte den rigtige oliepakke til vores maskinpark.
OK deltager på årets Agromek, hvor man kan høre mere om den type opgave, man har løst for Varde Maskinstation.