Mere plads åbner nye muligheder
Det var pladsproblemer, der i første omgang fik W. J. Maskinservice til at opkøbe endnu en grund og dermed fordoble både ude- og indearealet. Nu har opkøbet også givet maskinforhandleren mulighed for at satse på professionelt have/park-udstyr ved siden af entreprenørgrejet.

Morten Juel Jensen (tv) har allieret sig med Claus Kjær Jørgensen (th) til at stå for W. J. Maskinservices nye have/park-afdeling samt til at sætte fokus på mini- og teleskoplæssere til landbruget.
Trailere i flere lag og minilæssere på stribe. Det har været trangt med pladsen hos W. J. Maskinservice i Nørresundby de seneste år.
Derfor lavede man for halvandet år siden en købsaftale på den grund, der ligger lidt længere nede af Bøgildsmindevej med udsigt over Frederikshavnmotorvejen. Den 1. juni i år fik Morten Juel Jensen, der driver W. J. Maskinservice, så endelig råderetten over den 5.000 kvadratmeter store grund og bygninger på 800 kvadratmeter, som indtil nu har huset et maskinudlejningsfirma. Dermed fordobler W. J. Maskinservice sit areal – både i forhold til bygninger og udenomsarealer.
Hul i have/park-markedet
Mens det for halvandet år siden »blot« var planen at give mere albuerum til arbejdet med de nye og brugte maskiner, der primært tæller kunder fra entreprenørbranchen, øjnede Morten Juel Jensen tidligere på året muligheden for at sprede forretningen og byde ind på et hul i markedet for professionelt have/park-grej.
- Med Hjallerup Maskinforretning ude af spillet og Maskinservice Nord i Vestbjerg, der også lukkede for et par år siden, blev der et hul, som umiddelbart passer godt ind i, hvad vi i forvejen laver. Så det var nærliggende også at kaste sig over det segment, siger Morten Juel Jensen, der regner med at være helt på plads i de nye lokaler omkring 1. august, hvor det nye sortiment kommer til at tælle Honda ATV’er, Stigas serie til professionelle, maskiner fra Timan og Hustler, mens man stadig arbejder på flere nye forhandlinger.
Have/park-udstyret får plads i de nye bygninger, som også kommer til at huse al klargøring af nye maskiner. Service og reparationer af entreprenørudstyr kommer fortsat til at foregår på den gamle adresse, hvor den nuværende klargøringshal også bliver inddraget til værksted.
Læssere til landbruget
Selvom der er mange ligheder mellem entreprenørmaskinerne og de nye forhandlinger, er specialviden afgørende, fastslår Morten Juel Jensen.
Derfor har han allieret sig med Claus Kjær Jørgensen, der indtil udgangen af maj havde sin daglige gang i have/park-afdelingen i Hjallerup Maskinforretnings lokaler – inden maskinforretningens konkurs som ansvarlig for afdelingen og sidenhen for at hjælpe kurator med overblikket over udstyret.
Nu kommer han til at stå for den nye afdeling hos W. J. Maskinservice, hvor han glæder sig til at starte noget nyt op med velkendte mærker, som han i adskillige år har haft fingrene i hos Hjallerup Maskinforretning.
Udover have/park kommer Claus Kjær Jørgensen også til at stå for firmaets satsning på teleskoplæssere og Giant minilæssere målrettet landbruget. Et område hvor han ser stort potentiale.
- Der er jo ikke mange landbrug, der ikke har en minilæsser, og teleskoplæsserne vinder også mere og mere frem. Derfor giver det rigtig god mening at satse mere på landbruget i forhold til de maskiner, vi i forvejen fører med fokus på entreprenørbranchen, siger Claus Kjær Jørgensen, mens Morten Juel Jensen fastslår, at sortimentet formentlig aldrig kommer til at omfatte plove, harver og andre markredskaber.
- Der er der, hvor udstyret til entreprenør og landbrug lapper over, vi kommer til at lægge vores fokus, siger han.
Brug for specialister
Mens de nuværende 12 medarbejdere også kommer til at blive en vigtig del af den nye have/park-satsning, regner Morten Juel Jensen med at ansætte yderligere to mand dedikeret til have/park – og med tiden måske også udvide vognparken fra de nuværende fem servicebiler.
- Service er en vigtig del af vores forretning, og det er vigtigt, at alle kommer til at trække på samme hammel både i forhold til det vi i forvejen gør og de nye maskiner, vi får ind nu. Mange ting vil alle kunne lave - det er for eksempel de samme hydrauliksystemer og motorer, som vi er vant til at servicere - men nu om dage er det også bare nødvendigt at have specialister til nogle opgaver, konstaterer Morten Juel Jensen, der jævnligt sender servicebiler på opgaver i Aarhus-området, mens man også dækker det meste af Vendsyssel.
For at sikre kunderne den bedst mulige service, bliver reparationerne ofte ledsaget af en lånemaskine.
- Det er vigtigt for os at udføre et godt stykke arbejde hver eneste gang. Derfor gør vi også meget ud af at kunne sætte en lånemaskine til rådighed. Så kan kunden komme hurtigt i gang igen, og vi risikerer ikke at skulle stå og finde på nødløsninger, fordi man ikke lige kan skaffe en bestemt reservedel i ydertimerne, forklarer Morten Juel Jensen.
Blikfang
I første omgang handler det dog om at få indrettet lokalerne, og få jævnet pladsen udenfor, hvor maskinerne forhåbentlig kommer til at fange masser af nysgerrige blikke fra motorvejen.
- Bortset fra, at vi godt kunne have tænkt os, at den nye grund lå klos op ad den gamle adresse, så bliver det ikke meget bedre end her. Størrelsen passer godt i forhold til, hvad vi havde brug for, og så kommer det forhåbentlig til at give lidt reklame, at vi kan stille maskiner lige op ad motorvejen, siger Morten Juel Jensen.
- Med Hjallerup Maskinforretning ude af spillet og Maskinservice Nord i Vestbjerg, der også lukkede for et par år siden, blev der et hul, som umiddelbart passer godt ind i, hvad vi i forvejen laver.
Morten Juel Jensen, W. J. Maskinservice