MultiOne lancerer ny gravearm
Minilæssere fra MultiOne kan leveres med mange redskaber, og i takt med, at de blå minilæssere kan levere større oliemængde til redskabernes oliemotorer, vokser deres udbredelse som redskabsbærere.

MultiOne lancerer gravearm med +/- 45 graders sideforskydning.
Også når det kommer til ”at grave”, har firmaet flere løsninger. Indtil nu har man kunnet montere en gravearm direkte på teleskoparmen eller montere en rendegraver-enhed med sæde og klaviatur på teleskoparmen, der så kan placere ”rendegraveren, hvor det er formålstjenstligt i forhold til arbejdsopgaven.
Nu lancerer MultiOne endnu en løsning, som er en hybrid mellem de to. Man kan nemlig fremover få en gravearm med sideforskydning. Den kan vinkle gravearmen +/- 45 grader i forhold til teleskoparmen, hvilket naturligvis giver mange fordele. Dels skal basismaskinen ikke længere holde helt lige i forhold til graveretningen, dels kan man fra én maskinposition afgrave en større flade indenfor de 90 graders forskydning og teleskoparmens/gravearmens rækkevidde.