Ny ATV fra Bernards er en rigtig kraftkarl

Bernards har lanceret en ny eldrevet ATV med firehjulstræk, der har en rækkevidde på 60 kilometer. Og det er en rigtig kraftkarl.

4x4 ATV'en fra Bernards er en voksen el-model, hvor H/L gearkassen har to fremadgående – og to bakgear. Gasstøddæmperne, der er justérbare i både tryk og fjeder, er med til at sikre de gode køreegenskaber. Offroad-hjul med alufælge samt stålplader under bunden er standard.

Kører 50 km i timen

Topfarten ved kørsel uden træk er 50 kilometer i timen, og et elektronisk display viser blandt andet maskinens hastighed, antal kørte km, 4-hjulstrækket og batteriets strømniveau. Der er ryglæn, aflæggerplads og god komfort med plads til en passager.

Et 72 V Lithium-ion batteri på 100 Amperetimer sikrer, at den nye 4x4 ATV fra Bernards med en elmotor på 7.500 Watt har en rækkevidde på op mod 60 kilometer, og der er indbygget lader som i en elbil.

Toyota AC-motor og styreboks

Den nye 4x4 ATV er en ideel arbejdsmaskine til både professionelle og private. Den har Toyota styreboks, som sikrer nem og komfortabel kørsel. AC-motoren – ligeledes fra Toyota – kan ved spidsbelastning yde helt op til 25.000 Watt, og denne kombination af styreboks og motor anvendes også i Toyota gaffeltrucks.

Motorens kraftige moment på 2,5 Nm og maskinens servostyring giver problemfri kørsel på marker og grusveje, i skov eller sand. Maskinen vejer 185 kg, og er terrænet blødt, aktiveres differentialets spærreknap, så for- og bagtøj låses.

Ved arbejdsopgaver kan den nye ATV, der i Danmark forhandles af R. C. Holm A/S, trække trailer, rive, planér rive, slagleklipper og så videre. Maskinen er udstyret med spil og klarer stigninger på op til 30 grader.

hka

Læs også