Nye Claas skårlæggere
Claas tilføjer yderligere seks skårlæggere til den populære Disco-serie.

Claas tilføjer seks nye skårlæggere til Disco-serien. I hjertet af de nye Disco Move skårlæggere er det helt nye chassis med integreret kinematek. Chassiset er i stand til at følge jordens konturer helt op til 600 mm og helt ned til 400 mm. Foto: Per Jørgensen.
Seks nye Claas skårlæggere i Disco-serien lanceres nu til denne og kommende græssæson i arbejdsbredderne 3,0 meter og 3,4 meter.
De nye skårlæggere i Move-serien fås i tre forskellige versioner. En F-model, en FC-model (crimper) og endelig en FRC-model (gummivalsecrimper).
Disco Move skårlæggerne har en fri bevægelse på en meter uafhængig af traktorens frontlift, hvilket sikrer optimale arbejdsforhold for knivbjælken uanset jordforholdene.
Reagerer hurtigt
I hjertet af de nye Disco Move skårlæggere er det helt nye chassis med integreret kinematek. Chassiset er i stand til at følge jordens konturer helt op til 600 millimeter og helt ned til 400 millimeter.
Skårlæggeren kan dreje sideværts fra det centrale drejepunkt, som er indstillet i 30 graders vinkel. Det betyder, at klippeaggregatet kan svinge bagud i en let diagonal vinkel for at undgå forhindringer.
Selve knivbjælken reagerer meget hurtigt på selv små jordkonturer via det lave drejepunkt fra det nye chassis. Traktoren bliver i en fast position og forvolder ingen skade på marken.
Alle skårlæggerne leveres med de kendte Active Float funktioner, der ikke kun skåner jorden, men minimerer sidetrækkræfterne i skrånende terræn.