Nye finsnittere fra John Deere
Lancering af fire nye selvkørende finsnittere fra John Deere i en ny 9000-serie fra 625 til 970 hk.

Fire nye John Deere 9000-finsnittere har 10 procent mere produktivitet og bruger 10 procent mindre brændstof sammenlignet med 8000-serien. De tre største modeller – 9700, 9800 og 9900 – har en kraftig 24,2 l V12 Liebherr motor. Motoren er konstrueret til at arbejde effektivt ved lavere motorhastigheder.
I denne uge lancerede John Deere fire nye finsnittere i en ny 9000-serie, der er en overbygning på 8000-serien. John Deere 9000-serien har i gennemsnit 10 procent større produktivitet og bruger i gennemsnit 10 procent mindre brændstof sammenlignet med 8000-serien, hedder det i en pressemeddelelse fra John Deere.
Den nye John Deere 9000-serien har fået et friskt, nyt design, blandt andet med dobbelt udstødningsrør. De tre største modeller – 9700, 9800 og 9900 – har en kraftig 24,2 liters V12 Liebherr motor. Denne motor er konstrueret til at arbejde effektivt ved lavere motorhastigheder, selv under 1400 o/min. har motoren stadig et drejningsmoment og klarer nemt store belastninger.
Drejningsmomentet på Liebherr-motorerne plus en række andre nyudviklede funktioner, som optimerede komponenthastigheder ved lave motoromdrejninger pr. minut, udgør fundamentet for John Deeres nye HarvestMotion koncept, som øger gennemløb betydeligt og giver en brændstoføkonomi, der er den bedste i branchen.
Fire modeller
Den nye 9000-serie leveres i en model 9600, der leveres med en 6-cylindret motor med 625 hk, model 9700, som er udstyret med en V12-motor med 770 hk, model 9800, der har en V12-mtor med 870 hk og flagskibet model 9900, som er udstyret med en V12-motor med hele 970 hk.
På grund af den højere motorydelse har de nye finsnittere et forstærket drivsystem og forbedret hovedchassis.
John Deere har udvidet sit sortiment af kerneknusere med lanceringen af XStream kerneknuser. Kerneknuseren er udviklet sammen med firmaet Scherer, der er førende i USA inden for kerneknuserteknologi.
Kerneknuservalserne fås i standard savtaksudformning på Premium kerneknuser, og enten savtaks- eller en ny XCut udformning på XSteam kerneknuser, som har en spiralskåret rille på tværs af valsens overflade. Begge valsedesign fås også med den gennemprøvede Dura Line-belægning, så de holder længere.
Hurtigskift mellem majs og græs
En anden nyskabelse ved den nye XStream kerneknuser er det indbyggede temperaturovervågningssystem, som holder føreren informeret om temperaturen på kerneknuser-lejerne. Som på 8000-serie kan kerneknuseren fjernes på blot fem minutter, så der kan skiftes hurtigt mellem majs og græs.
De nye 9000-serie finsnittere fås med John Deeres komplette udvalg af AMS præcisionsdyrkningssystemer til forbedret komfort og snittekvalitet.
Det drejer sig om den nye HarvestLab 3000 NIR (near infrared) sensor – der viser og dokumenterer målinger i realtid af afgrødeudbytte, fugtighed og andre indholdsstoffer som protein, stivelse, fibre og så videre som totale værdier eller på praktiske stedspecifikke kort.
HarvestLab 3000 har også AutoLOC automatiske indstillinger for skærelængde og dosering af ensilageadditiver under kørslen baseret på tørstofindhold.