Politiet er begyndt at agere anderledes end tidligere, når det kommer til gældende lovgivning om bremser. De er begyndt at fokusere på traktorens tilladte påhængsvægt uden bremser. Det skriver brancheorganisationen Danske Maskinstationer og Entreprenører (DM&E) på dens hjemmeside.
Derfor anbefaler konsulent Gerth Petersen Holm, at du som landmand eller maskinstation overvejer bremser på efterspændt materiel, når der investeres.
Der er to love, der siger hvornår du skal have bremser på et påhængsredskab, hvor praksis indtil nu har været, at mindst 50 procent af vogntogets faktiske totalvægt skal hvile på de bremsende hjul. Men lovgivningen siger også, gør DM&E opmærksom på, at »tilladt akseltryk, tilladt belastning og tilladt totalvægt ikke må overstige det af køretøjsfabrikanten garanterede, teknisk tilladte.«
- Så man skal vide, hvad traktoren er godkendt til at køre med uden bremser, eller sikre at redskabet ikke er tungere end traktorens vægt, forklarer Gerth Petersen Holm.
Du kan orientere dig om traktorens tilladte påhængsvægt på dens typeskilt, hvor det står under »Unbreaked Towable Mass«. Den typiske vægt, traktoren er tilladt til, er oftest mellem 3.000-3.500 kg.

Giver mening fra 5-6 ton
Primær Færdsel (tidl. Færdselsgruppen, red.) har i forbindelse med ændret lovpraksis undersøgt moderne traktorers bremseevne med påhængsredskaber på op til 12,7 ton. Undersøgelsen viste, at selv med tunge påhængsredskaber uden bremser, kan moderne traktorer nedbremse vogntoget på ca. den halve bremselængde i forhold til lovens krav.
Derfor har Primær Færdsel henvendt sig til myndighederne med de nye oplysninger. Det ændrer dog ikke på, at bremser på påhængskøretøjer – efter den ændrede praksis – er lovpligtige, når værdien på traktorens typeplade overskrides.
Indtil andet er besluttet, er det dermed op til den enkelte at vurdere, om bremser skal tilkøbes på nye påhængskøretøjer.
- Det giver dog mening med tilkøb af bremser fra 5-6 ton alene for at skåne traktorens egne bremser, råder DM&E.

Maskiner