Robot gør dyrkning af roer rentabel
Firmaet Farmdroid har med deres markrobot FD20 skabt mulighed for blandt andet at dyrke økologiske roer, da robotten både sår og renholder marker på op til 20 hektar.

Markrobotten FD20 kan så og renholde marker på op til 20 hektar. Den kører med en hastighed på 700 meter i timen og er godkendt til at køre uovervåget. Fotos: Henriette Lemvig
Til trods for at de seneste ugers kraftige regnvejr gjorde det umuligt at køre i testmarken, fremviste Farmdroid i samarbejde med Yding Smedie og Maskiner i Horsens, der står for salg af markrobotten i Danmark og Sverige, tirsdag markrobotten FD20 – en autonom markrobot, der navigerer via satellitter og både sår og renholder afgrøden.
- Vi er selvfølgelig kede af, at vi ikke kan vise robotten i testmarken, hvor vi såede roer den 20. september, men jeg håber, at det alligevel viser meget godt, hvor effektiv maskinen er, at vi kører med lugeaggregatet her på en fast sandbund, sagde Kristian Warming, administrerende direktør i Farmdroid til de fremmødte interesserede landmænd og grøntsagsavlere.
Roer, raps og forskellige grøntsager
Farmdroid FD20 sår afgrøden og kender efterfølgende, hvor den enkelte afgrøde er placeret, hvilket gør den i stand til at radrense og luge både i og mellem rækkerne.
- De robotter, vi har ude at køre i år, er i roer og raps samt grøntsager, og her er der en stor besparelse – både økonomisk og tidsmæssigt – for både den økologiske og konventionelle landmand, lovede direktøren og uddybede, at det er udsorteringen der bestemmer, hvilke afgrøder robotten kan benyttes i.
- Indtil videre kan vi klare roer, raps og forskellige grøntsager, sagde Kristian Warming og forklarede, at robotten i dag kan håndtere frøstørrelser på 6-7 millimeter og derunder.
- Over den størrelse bliver frøene for store for udsorteringen, men det er et fokuspunkt, og vi arbejder på, at det også kan lade sig gøre med større frøstørrelser, sagde han.
FarmDroid data
FarmDroid er en innovativ markrobot, som hjælper landmænd og planteavlere med at reducere omkostninger til såning og renholdelse af afgrøder samtidig med, at det gøres CO2 neutralt og økologisk.
FarmDroid er en autonom letvægts-markrobot, der automatiserer såning og ukrudtsfjernelse på landbrugsjord. Det betyder, at jorden kan dyrkes økologisk, CO2-neutralt og uden risiko for at påføre jorden strukturskader fra tungt materiel.
Første år i handlen
Udviklingen af robotten har været i gang siden 2011, og i år er første sæson, de kører kommercielt.
- Vi har produceret og solgt 12 i år. Og vi får gode tilbagemeldinger, forsikrede direktøren.
Blandt fordelene er især for økologerne, at der kan sås tidligt og luges mod ukrudt inden, dette kan ses.
- Mange økologer venter med at så, så jorden har en temperatur der gør, at roerne kommer hurtigt fra land og kan konkurrere med ukrudtet. Med FD20 er det muligt at så måske 14 dage før, end de ellers vil gøre, og dermed øges udbyttepotentialet, sagde Kristian Warming.
Han fremhævede også den lave vægt, der minimerer strukturskader, og brugen af grøn teknologi.
- Robotten er batteridrevet, hvor det er solceller, der leverer strømmen, så der er ingen udgift til diesel, lød det.
Besparelse på 10.000 kroner pr. hektar
Ifølge direktøren har Seges lavet kalkuler over, hvad det koster på traditionel vis at renholde eksempelvis en roemark. Deraf udleder Farmdroid, at der er en besparelse på op til 10.000 kroner pr. hektar ved brug af robotten.
- Det er primært fordi, vi nu kan renholde rækkerne og kan gøre det præcist der, hvor det er allermest gunstigt. Vi sparer lønninger og kommer ud lige der, hvor det batter allermest, lød det fra Kristian Warming, der understregede, at robotten i en økologisk produktion vil være tilbagebetalt i løbet af to år.
Men også konventionelle planteavlere vil kunne have glæde af robotten.
- I dag er det 17 procent af vores kunder, der er konventionelle landmænd. Og selvom robotten er oplagt i økologisk produktion, så ser jeg også et stort marked for de konventionelle, da flere og flere bliver tvunget til mekaniske bekæmpelse efterhånden, som de kemiske hjælpemidler bliver færre, lød det fra Kristian Warming.