En lille lokal smedje i Tange mellem Aarhus og Viborg blev i 1943 omdannet til Samson, der siden har udviklet sig så markant, at virksomheden i dag rager op som internationalt førende inden for miljøteknologier til at håndtere husdyrgødning.

Sådan lyder hovedtrækkene i den store rejse, som virksomheden har taget i løbet af 75 år.

- Vi har i den grad grund til at fejre vores 75 års jubilæum. Med en række arrangementer i løbet af året vil vi markere milepælen sammen med vores medarbejdere og vores samarbejdspartnere og ikke mindst vores mange kunder i ind- og udland, som har vist os stor tillid og loyalitet gennem nu mere end syv årtier, siger Lars Henriksen, administrerende direktør for Samson Agro.

Allerede i årene frem til 1943 blev der løst mindre smedjeopgaver på værkstedet i Tange, men pr. 1. august samme år blev sejlene sat til et koncentreret fokus på hovedprodukterne: vogne til møgspredning og senere slamslugere.

Inspirationen til virksomhedens navn blev Biblens Samson, der var kendt for sine kæmpekræfter.

 

International virksomhed

I jubilæumsåret vil historien løbende blive formidlet via hjemmeside og sociale medier. Her vil alle kunne følge med i og blive klogere på Samson dengang, nu og i fremtiden, oplyser Lars Henriksen.

- Vi skal fortsat udvikle os og se fremad – og vi skal samtidig stå fast på og finjustere de styrker, vi har opbygget over tid.

Samson Agro har udviklet sig fra en lokal til en international virksomhed og er fortsat i god gænge. Det netop afsluttede regnskabsår 2017/2018 viser en solid tocifret vækstrate og den højeste omsætning siden før finanskrisen.

Samson Agros hovedaktivitet er også i dag at udvikle, fremstille og markedsføre maskiner og redskaber til udendørs håndtering af husdyrgødning. Kerneprodukterne er løbende udviklet igennem de 75 år i takt med markedets og kundernes efterspørgsel og består i dag primært af gyllevogne og møgspredere samt slangebomme og nedfældere til professionelle kunder i landbrugssektoren.

 

To nye haller

Væksten har senest skabt et behov for endnu flere kvadratmeter i hovedkvarteret i Viborg. Der har netop været rejsegilde for to nye haller på i alt 4.500 kvadratmeter og igangsat endnu et stort byggeri – nemlig et nyt værksted til Samson Agrolize, der er eneforhandler af alle Samson Agros produkter i Danmark.

Lars Henriksen understreger, at der fortsat skal investeres i at udvikle produkter og understøtte strategien om at fastholde en meget stærk markedsposition i Europa samt vækste på udvalgte eksportmarkeder med stor animalsk produktion. Eksporten udgør i 2018 cirka 65 procent af den samlede omsætning.

Historien bag Samson Agro

2018: Samson Agro A/S kan fejre sit jubilæumsår

2005: En ny fabrik i Viborg på 18.500 kvadratmeter tages i brug. Her samles al ekspertise og produktion indenfor alle produktgrupper.

2000: Samson ændrer navn til SAMSON AGRO, og den røde produktfarve skiftes ud med den grønne

1999: Iværksætter og godsejer Ove Glerup køber aktiemajoriteten

1970’erne: Udviklingen af slamsugere tager fart. De udvikles senere til gyllevogne

1950’erne udviklingen af vogne til møgspredning tager fart

1943: »Fabriken Samson« grundlægges den 1. august

Maskiner