Entreprenørvirksomhed Philbert Entreprise ApS i Karup har fået leveret de sidste af deres længe ventede seks nye Hydrema rendegravere.

- Valget af rendegravere skyldes den simple årsag, at i 99 procent af tilfældene, kan en rendegraver med de rette egenskaber udføre de opgaver, vi har brug for. En Hydrema rendegraver har netop de egenskaber, vi skal bruge, og så virker de bare, lød det fra direktør Simon Philbert.

Alsidig maskine

Hydremas knækstyring, som gør at maskinen nemt kan komme rundt på de snævre byggepladser, sammen med den unikke sideforskydning af grave-armen med det store arbejdsområde, fremhæves som vigtige egenskaber i valget af maskinerne.

Endvidere er rendegraveren en meget alsidig maskine, der kan løse de fleste af firmaets opgaver på byggepladsen. Slutteligt fremhæves den gode førerkomfort og i særdeleshed dobbeltkommandoen, som sætter føreren i stand til at arbejde effektivt, både fremad- og bagudrettet.

Maskinerne fordeler sig med tre 906F'ere, der har 122 hestekræfter og tre af den større 926F med 145 hestekræfter. De seks nye grave-læssere er blandt andet udstyrede med tre kameraer og LED-forlygter, for at øge udsyn og sikkerhed, samt Hydrema skovl-pakke inklusive pallegafler.

Alle maskinerne er leveret med automatisk centralsmøring og købt med servicekontrakt. Maskinerne afløser seks ældre Hydrema grave-læssere.

Ekspert i sokler

Philbert Entreprises har gennem årene opbygget stor ekspertise inden for støbning af sokler, og er årligt ansvarlig for støbningen af op mod 150 sokler primært til parcelhuse.

- Vi er eksperter i at lave sokler og det er vores kerneområde. Ud over vores ekspertise i at lave sokler, har vi gennem flere år opbygget en fantastisk trofast kundebase, som vi lever af. Vores kunder betyder alt for os, så det er vigtigt for mig, at vi løbende har kontakt med kunderne, så vi ved, at de er tilfredse med det arbejde vi udfører, og tingene kører efter planen. Heldigvis har jeg nogle fantastiske medarbejdere, som har en kæmpe andel i firmaets succes, og de er en stor årsag til, at vi kan lave en investering i nye maskiner, som her i dag, fortalte Simon Philbert.

Philbert Entreprise ApS blev stiftet i 2011 og har i dag 20 medarbejdere. Fem af medarbejderne har været med siden stiftelsen.

Ud over virksomhedens ekspertise og kerneområde indenfor støbning af sokler, varetager Philbert Entreprise ApS forskellige typer af opgaver indenfor jord-, kloak-, anlæg- og belægningsarbejde.

Maskiner